Psykopater i jakkesæt

Mange af os kender ham. Eller måske har vi bare mistænkt ham for at være det i perioder. Chefen, der er psykopat. Men nu udkommer der en bog, som giver en detaljeret karakteristik af den psykopatiske chef. 5. september udkommer bogen Psykopater i jakkesæt – Når chefen er psykopat. I den beskriver forfatteren Sanne Udsen, hvordan den psykopatiske chef ser ud. Hvilke typer han kommer i. Og hvordan det moderne ledelsesideal har gjort det lettere for psykopaten at udtrykke sig i erhvervslivet. Ifølge fagkundskaben er mellem to og fire procent af alle mænd psykopater. Hos kvinderne er omkring to procent psykopater. Men meget tyder på, at det er sociale og kulturelle omstændigheder, der er afgørende for, om de psykopatiske træk kommer til overfladen. - I dag har vi et ledelsesideal, hvor chefen skal være handlekraftig og karismatisk. De træk er fremherskende blandt psykopater, og derfor tyder meget på, at nutidens ledelsesideal har givet psykopater et større spillerum i erhvervslivet. Tidligere levede en direktør en mere tilbagetrukket og anonym tilværelse, siger Sanne Udsen. I sit arbejde med bogen er hun støt på flere eksempler, hvor det er anerkendte rekrutteringsbureauer, der har hentet en leder ind i en virksomhed. Uden at vide, at de har rekrutteret en psykopat. - Når man betaler en million kroner, forventer man jo ikke, at de kommer med en psykopat. Psykopaten har handlekraft og en grandios selvforståelse. Det er træk, der forfører under en ansættelsessamtale. Derfor kan det undre, at nogle rekrutteringsbureauer ikke gør mere ud af at indsamle referencer på jobansøgerne, siger Sanne Udsen. I sin bog fortæller hun, hvorden virksomheder undgår at lukke psykopater ind på chefgangen. Og hvilken type organisationer, der særligt skal passe på. Fordi de virker som magneter på psykopater.