- Publikum kan glæde sig til DM-kampene

FREDERIKSHAVN:- Vi satsede på at få sidste års EM i badminton til Arena Nord, men det valgte Dansk Badminton Forbund (DBF) at afvikle i Herning, men nu får vi i stedet en fantastisk kombination af danske stjernespillere og en god håndfuld nordjyder i kamp om DM-medaljer. Ordene kommer fra Jan R. Jensen, der er formand for Vendsyssel Elite Badminton, der sammen med Frederikshavn Event og Arena Nord står for at arrangere de danske mesterskaber i badminton i dagene 30. januar til 3. februar. - Netop 2008 er et attraktivt år at afvikle DM, fordi der er tale om et olympisk år, hvor topspillerne skal prøve sig af inden OL i august i Beijing. - Publikum kan glæde sig til profiler som Peter Gade, der i herresingle har mødt Kenneth Jonassen de seneste mange år, og i damesingle er Tina Rasmussen naturligivs det store navn. - Men DM er også stedet, hvor talenterne vil forsøge at vriste de gamle ned af pinden, så der bliver med garanti både god underholdning og masser af drama, forudser Jan R. Jensen. - Som DM-afvikler får VEB, Frederikshavn Event og Arena Nord masser at se til, og selv om det primære er at skabe god reklame for badmintonsporten, vil vi naturligvis også gerne lave et overskud. - Og med et godt arrangement kan det samtidig tænkes, at DBF ser til Frederikshavn næste gang, der skal afvikles et stort, internationalt mesterskab.