Publikum må fortsat undvære sæler

Sikkerhedshensyn får Nordsømuseet til at udskifte alle ruder. Først om et par måneder genåbner sælariet.

Sæ­ler­ne op­hol­der sig lige nu i nog­le re­ser­ve­bas­si­ner, hvor de tri­ves fint, men både de og gæs­ter­ne må alt­så væb­ne sig med tål­mo­dig­hed en stund end­nu, før de kan se hin­an­den i øj­ne­ne. ar­kiv­fo­to

Sæ­ler­ne op­hol­der sig lige nu i nog­le re­ser­ve­bas­si­ner, hvor de tri­ves fint, men både de og gæs­ter­ne må alt­så væb­ne sig med tål­mo­dig­hed en stund end­nu, før de kan se hin­an­den i øj­ne­ne. ar­kiv­fo­to

Publikum må fortsat spejde langt efter sælerne på Nordsømuseet i Hirtshals. Museet har nemlig valgt at udskifte samtlige 35 ruder i Sælariet. Det er konklusionen efter utallige undersøgelser af ruderne i Sælariet. En af ruderne revnede i oktober sidste år, og det forårsagede en større oversvømmelse på museet. De grundige undersøgelser har vist, at flere af ruderne i Sælariet ikke var tilstrækkelig hærdet, og derfor var der risiko for at flere ville give efter for trykket. Efter rådgivning fra engelske eksperter har Nordsømuseet valgt at skifte alle ruder i Sælariet. Derfor kommer der til at gå op til to måneder, før sælerne kan vende tilbage til det store udendørs sælbassin. Nordsømuseets direktør Nga Phan ærgrer sig over, at sommergæsterne ikke kan opleve sælerne. - Vi håber, at alle har forståelse for, at sikkerheden, for både publikum og sæler prioriteres meget højt. Her kan vi ikke gå på kompromis, selvom mange bliver skuffede, og selvom det selvfølgelig går ud over Nordsømuseets indtjening, siger Nga Phan. Normalt har Nordsømuseet omkring 90.000 gæster i løbet af juli, og det svarer til næsten en tredjedel af det årlige besøgstal. Museet vil som et plaster på såret køre med reducerede billetpriser. Nga Phan tør dog ikke på nuværende tidspunkt give et bud på, hvor mange penge museet går glip af. Der arbejdes allerede på højtryk for at gøre Sælariet klar, men der er ca. fire ugers leveringstid på nye ruder, og der går normalt ca. tre uger med isætning og hærdning. Ansvaret for ulykken sidste år er endnu ikke placeret, men leverandøren af ruderne har valgt en ny producent til at fremstille de nye vinduer. Det sker for at være helt sikker på, at de nye ruder er tilstrækkelig hærdet.