Publikum mærker suset

Fame - The Musical skal nå helt ned på bageste række

FREDERIKSHAVN:Fælles mål og fælles indsats er kodeordene, når Birgit Munch og 75 elever og lærere lader Fame - The Muscical, gå over scenen i gymnasiets festsal den 1. og 2. oktober. Flere af Fame-skuespillerne var med sidste år, da Munch satte Joseph op. Nu mødes de igen. Bare med ny udfordringer. Men hvorfor kaste sig ud i et kapløb med tiden i otte ugers intenst og fortættet samarbejde, hvor sekunderne tæller og tekst og musik skal kunnes på fingrene. Når man nu ved, at det er arbejde, arbejde, arbejde i hvert eneste ledigt minut. - I Fame er der flere udfordringer hele vejen rundt, flere danse, sværere sange og musik, der er mere krævende. Det giver selvfølgelig blod på tanden, siger Lars Jensen, der spiller guitar i Fame-bandet. - Og så synes jeg, det er sejt, at der er dansescener, siger Amalie Zaar, der er danser og koreograf. Fame - The Musical handler om en gruppe unge ambitiøse kunstnere på New Yorks berømte Fame School - fra det virkelige liv. Blandt tidligere elever tæller skolen topnavne som Liza Minelli, Al Pacino, Suzanne Vega og Peter Nero. Musicalen kører stadig på Broadway. - Man kan sige at handlingen i Fame er temmelig relevant for vores egen hverdag, ligesom den også afspejler, hvad der i øjeblikket foregår i medierne. Det er jo en lidt anden historie end bibelhistorien om Joseph. Men jeg tror nu, vi ville have været med, lige meget hvad vi skulle lave, siger Andrea Thaarup. At der skulle være lige så hård konkurrence på Frederikshavn Gymnasium mellem eleverne i hverdagen - eller mellem eleverne, når de øver på Fame, afviser de unge talenter imidlertid. - Det dér med den benhårde konkurrence, det er vist aldrig rigtig slået an i Vendsyssel, siger Lars Jensen. - Nej, der er ikke den dér vilde konkurrence. Det er mere noget med at nogen er gode til de ene, og nogen er gode til det andet. Og faktisk er én af fordelene ved Fame, at vi møder hinanden på tværs af klasserne, siger Tine Kranker, der er solist og korssanger. De elsker at arbejde sammen - også selv om fru Munch ved, hvad hun vil have - nemlig det ypperste. Endnu er det dog temmelig uoverskueligt, men alle fire håber på at trådene samles i sidste øjeblik. - Det er hårdt arbejde, men hammersjovt. Torsdag inden premieren skulle det hele gerne falde på plads. Det plejer det, siger Lars Jensen. Én ting er de alle enige om: - Det kommer bare til at gå så godt, og vi kommer til at fyre den af og have det helt vildt sjovt til premieren - der er så meget energi i forestillingen og dét skal vi have ud til publikum, siger de alle fire - inden de suser ud ad døren og retur til gymnasiet. Så er frokostpausens 30 minutter nemlig forbi - og der er trods alt alle mulige andre timer, der også skal passes. Fame or no fame!