EMNER

Pudsekarl på overarbejde

Engang boede vi i et lille hus, som var klyttet sammen af alskens gamle mursten, blokke og marksten. Over hele herligheden var for længe siden trukket et nydeligt lag puds, som nu var begyndt at revne og skvatte af i flager. Men pyt - vi havde købt huset for en slik, og det var vel ikke mere end en rask mand med mureske og pudsebræt kunne klare i sommerferien. Den raske mand - det var mig! Sommerferien gik og efterårsferien med. Julen truede forude, og da jeg endelig nåede rundt om det sidste hjørne, var jeg grundigt træt af mørtel og pudsebrædder: Jeg lægger tag, støber gulv, kitter vinduer, slår græs - ja, jeg melder mig gladeligt som frivillig lokumsrenser - men jeg rører aldrig mere et pudsebræt! Ikke fordi det er hårdt arbejde, for motion er godt - ikke fordi det er svært at få hjørnerne lige og fladerne jævne, for så er sejrsglæden bare desto større, og med lidt snilde og øvelse går det ret fint. Nej, problemet er skuffelsen, irritationen, den boblende arrigskab - den desparate følelse af "neder", når lortet næste dag er revnet på kryds og tværs og løsner sig fra underlaget i store flager. Derfor hader jeg at pudse: Man knokler og gør sig den største umage - og føler sig totalt til grin, når det hele viser sig nytteløst. Pudsningens grundlov Men det forbandede pudsebræt er åbenbart min skæbne, idet vores vaskehus og fyrrum er genopbygget i Fibo-blokke, som indvendigt skal pudses. Jeg har trukket tiden efter bedste evne, indtil jeg forleden løb tør for dårlige undskyldinger og flugtmuligheder: Få så fingeren ud - puds! Jeg søgte trøst hos Jens Neustrup fra Maxit, som forklarede, hvad man gør og absolut ikke gør: - Tommelfingerregel Nr. 1, som er vigtigere og visere end alle andre, skal stå helt klart på lystavlen: Inderst i konstruktionen skal du have stærke materialer - hvert lag du herefter føjer udenpå, skal være lidt svagere end det foregående. På en svag lerklinet væg nytter det altså ikke at pudse med en stærk cementmørtel - den er hård som flint og holder ikke sammen på den skrøbelige væg, men trækker den tværtimod fra hinanden, siger Jens Neustrup. - Du skal altså vælge en puds, som er tilpas svag i forhold til underlaget. Dernæst skal du tænke på selve vedhæftningen - altså IKKE hvordan du får en pæn og lige væg, men hvordan du får skidtet til at hænge fast. Det er vigtigt - hører du efter? Neustrups opkast - Du skal lave et første udkast, som alene tjener til at give det næste pudslag en god vedhæftning. Brug en grov puds med lidt ekstra cement i - bland op til pjasket konsistens som vælling og kast ud i et lag så tyndt som 2-3 mm. Du skal virkelig slaske til, så der bliver god forbindelse og en ruflet overflade. - Næste dag kan du så lave dit andet udkast med en finere puds og med mindre indhold af cement - og derefter trække af og glitte. Eller du kan trække dit pudslag på med et stålbrædt og bagefter glitte. Udendørs vil jeg dog til hver en tid anbefale, at også dette pudslag kastes på - vedhæftingen er bedre, og den er altså alfa og omega! - Når du pudser indendøre og har en god holdebud - eksempelvis dine Fibo-blokke - KAN du springe første udkast over og gå direkte til selve pudslaget, men så SKAL det til gengæld kastes på. Klatværk Jens Neustrup sagde mange andre nytige ting om at pudse - eksempelvis om forvanding og valg af mørtler til specielle underlag, aggressive miljøer etc. Ved henvendelse på 98 19 01 00 kan du bestille firmaets håndbog og få yderligere oplysinger. Mine blokke er endnu fugtige, så jeg behøvede ikke at forvande, men kunne klø direkte på. Først skruede jeg 10 mm afstandslister på væggene - lodret, omkring 10 cm fra hvert hjørne og så iøvrigt med en afstand på omkring en meter. Og så startede knægten tvangsblanderen - denne aldeles vidunderlige lille maskine kaldet Soroto: Først én sæk på 40 kilo, så en spand vand, så en sæk mere og dertil en halv spand vand - resten tages på gefühl. Tvangsblanderen fungerer som en røremaksine, hvorfor selv den mest klæge mørtel er klar på et par minutter - hvilket er vigtigt. Ved længere tids blanding bliver moderne pulvermørtel til noget underligt pladder - den luftige og kremede konsistens forsvinder. Så tapper man en spand mørtel og går igang - slask, slask, slask - pla-dask! I begyndelsen falder over halvdelen af mørtelen ned igen. Så forsøger man sig med lidt mindre klatter, lidt mere eller mindre vand og så videre - og efter et par timers øvelse går det faktisk rigtig godt. Klatterne lander rytmisk og præcist - indimellem glatter man ud og sikrer, at der er et lag på lidt over 10 mm. Spand efter spand flyver op på væggen - oh, herlige Sororoto: Man skal ikke skovle op af balje eller bør, men trækker bare en spandfuld i "automaten", og når den er tom, vipper man et par sække mere i - ingen rengøring før fyraften. Havde den nuttede blander haft en lille indbygget kaffeautomat, ville jeg uden betænkning kalde den genial. Trække af Når mørtlen er kastet på og glattet løseligt ud, er det tid at "trække af" - med et lige brædt: Træk med fast hånd og nogenlunde hurtigt - skrab mørtlen af brædtet og gentag, indtil det skraber jævnt imod afstandslisterne. Hvor der er lunker, kaster du lidt ekstra i og trækker af igen - det samme gælder, hvis du hist og pist kommer til at trække for meget af: Kyl en ekstra klat i og glat blot nogenlunde efter med murskeen - det skal nok blive pænt, når du siden glitter. Der kan ske det, at man simepthen trækker mørtlen af væggen - så har den siddet for længe og derfor blevet for tør og sej. Det er altså en god ide at trække af ret ofte, og en U- eller V-profil af aluminium er ret genial til formålet. Pudse Så lader du væggen hvile - mørtlen skal "sætte sig". Man kan ikke sætte minutter eller timer på - hvor længe afhænger af væggens sugeevne, temperatur og tørring i luften. Du skal vente så længe, at du kan køre et pudsebrædt rundt på overfladen, uden at den "sejler" , men ikke så længe, at mørtlen bliver for død og hård. Hvis du rammer det magiske tidspunkt, kan du let og elegant køre overfladen sammen ved at trække pudsebrædtet rundt og rundt i store cirkler eller 8-taller. Dels komprimerer du dermed mørtlen, dels lukker du overfladen, og dels retter du ujævnheder ud - især hvis du bruger et stort pudsebrædt er det ren magi og ganske sjovt. Må jeg indrømme. Hvis altså ikke det hele begynder at revne og løsne sig, når væggen tørrer. Det skyldes enten, at du ikke har forvandet underlaget, eller at den færdige puds tørrer for hurtigt i varme, sol og vind (afdæk med plastic. Fidusen er, at mørtlen ikke må tørre hurtigere end den hærder. Mørtlen skal altså i første omgang slet ikke tørre, men hærde - sådan rent kemisk. Først da er den stærk nok til at tørre ud uden at revne. Min væg ser fin ud, så det tyder på, at Jens Neustrups opskrift er korrekt - ellers havde han denondelynemig også fået mit velvoksne pudsebrædt med samt mureske stoppet op i måsen ...