Fodbold

Puk, en 13-årig jernlady fra Elling

Hun viste sit værd ved at tangere banerekorden

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hele familien er vild med golf. Puks mor, Charlotte, far Anders og lillesøster Kit spiller alle golf og rejser rundt med Puk.

Umiddelbart virker hun alt andet end skræmmende. En lille svirrevip. Sølle 48 kg fordelt på 156 cm. Men giv hende en golfkølle og en -bold i hånden, og hold så fast, når hun sender bolden 220 meter ud i horisonten. Med et sving, der kunne få Tiger Woods til at spærre øjnene op. Du godeste, her skal man ikke stå i vejen ... Skindet bedrager, siger man, og i tilfældet Puk Lyng Thomsen er der mere end noget om snakken. Flere velvoksne golfere har fået sig en artig overraskelse, når de på golfbanen har krydset den lille pige med bøjle på tænderne, og overbærende har spurgt til "lillepigens ve og vel". Vandt DM i Brande Men tag ikke fejl. Puk er et kæmpe talent. Endnu et fra Frederikshavn Golf Klub, der har fostret navne som Lucas Bjerregaard og Daisy og Daniel Nielsen. Og nu altså Puk Lyng Thomsen. Fornylig vandt hun suverænt årgangsmesterskaberne ved finalen i Brande, hvor hun i parantes bemærket tangerede banerekorden. Forinden havde den 13-årige pige lige så suverænt vundet klub- og regionsmesterskaberne, inden hun vandt landsfinalen, 10 slag foran nummer 2. Puk har 3,1 i handicap og er pt. nr. 17 på den såkaldte Faxe Kondi-rangliste, der toppes af klubkammeraten Daisy Nielsen. Hårdt ugeprogram Interessen har det 13-årige stortalent ikke fra fremmede. Både mor og far, Charlotte Lyng og Anders Thomsen, er passionerede golfere, og lillesøster Kit er også bidt af sporten. Men talent alene er ikke nok. - Jeg løbetræner tre gange om ugen og træner golf fem-seks gange om ugen. Onsdag er jeg i Aalborg og træner med den tidligere landstræner Jan Frej, og i weekenden spiller jeg som regel turnering, fortæller Puk. Opbakningen fra forældrene er vigtig. De mange ture i ind-og udlandet koster både tid og penge. Om vinteren træner hun indendørs-golf i Indoor-centret i Strandby. Landsholdet næste mål Puk har sat hele sin tilværelse i system og skema for at nå det hele. Efter sommerferien starter hun i 7. klasse på Jerup Skole, og alt er struktureret til mindste detalje. Målet er hun ikke i tvivl om. Puk vil gøre golf til en levevej. Første stop på vejen er en plads på det danske landshold, og den 13-årige jernlady er godt på vej. For nylig deltog hun i Evian Masters Junior Cup i Frankrig, en turnering, hvor de to bedste drenge og piger, udtaget af landstræneren, forsvarede de danske farver i kamp mod de bedste U15-spillere fra hele verden. Hold øje med jernladien fra Elling.