Pullerter var ikke oppe ved havneulykke
Andet uheld på to år, selvom der er indkørsel forbudt for motorkøretøjer til havneområde i Aalborg
Opdateret 04. november 2014 kl. 10:00
AALBORG: Lørdag morgen skete det igen. For anden gang på mindre end tre år kørte en bil i Aalborg Havn på samme sted.
Lørdag morgen gik det dog godt og en 39-årig mandlig bilist blev reddet op.
Men sidste gang mistede en 46-årig bilist livet, og hans ægtefælle har anlagt erstatningssag mod Aalborg Kommune. Sagen kommer for retten mandag med krav om millionerstatning. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende søndag.
Fjernbetjente pullerter skal spærre for trafikken ind til området, men både den første gang og ved lørdagens uheld var spærringerne sænket ned i vejbanen, så der var fri passage.
Vagtchef Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi bekræfter, at pullerterne ikke var på plads, da bilen kørte i vandet lørdag morgen ca. kl. 06.20.
Afdelingschef Henrik Jess Jensen, Aalborg Kommune, fastslår, at der er tydelig skiltning om adgang forbudt for motorkøretøjer, undtagen i forbindelse med varekørsel, brand og redning.
- Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at der er sket et uheld, men der er altså tale om et rekreativt område, hvor almindelig færdsel ikke er tilladt, fastslår han.
Allerede inden ulykken i januar 2012 var der sat arbejde i gang for at øge sikkerheden på denne del af havnen.
- Vi gik meget systematisk til værks i samarbejde med vores rådgiver, Cowi, og Natteravnene, og vi har selv folk, der cykler dernede, og to gange om året gennemfører vi en sikkerhedsscreening i området. Der er blandt andet sat lamper op med klarere lys end tidligere, forklarer Henrik Jess Jensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.