Håndbold

Puma løs i Støvring

Næsten 1000 håndboldspillere nød Puma cup 2003

STØVRING:Det var ikke kun håndboldskoene, der blev brugt flittigt ved påskens store håndboldstævne i Støvring. Også danseskoene kom i aktion. Puma cup, som stævnet hedder, satser meget på det sociale liv ud over selve håndboldkampene. Derfor kunne de små 1000 deltagere bruge de resterende kræfter på to store fester. Lørdag aften på "Stubhuset", hvor et diskotek hev de unge håndboldspillere ud på dansegulvet. Og fredag aften til vanddiskotek i svømmehallen. Her var danseskoene dog skiftet ud med bare tæer og skjorten med badebukserne. Ifølge arrangørerne var det noget, de mange unge mennesker kunne lide. - Det var deltagerne vilde med, forklarer lederen af stævne-udvalget, Marianne Westergaard. Hun glæder sig over, at stævnet generelt er gået godt, og at der ikke har været problemer undervejs. - Selve stævnet er gået rigtigt godt. Det er lykkedes os at få de mange kampe til at passe sammen, så der ikke har været nogen utilfredse hold. Stemningen både i og uden for hallerne har været rigtigt god, og det er dejligt at mærke, siger hun. Gevinst til Støvring I alt deltog 100 hold i stævnet. Langt de fleste var danske, men der var også en del norske og tyske hold imellem. De mange hold betød, at der blev spillet kampe fra klokken 8 til 20 i seks forskellige haller. Men når der ikke var kamp, hyggede holdene sig på Bavnebakkeskolen og Karensmindeskolen, hvor de havde rullet soveposer og slikpapir ud. - Der var gang i den på skolerne. Spillerne spillede bold i gården og slappede af sammen, men vejret var også godt til det, siger Marianne Westergaard, leder af Puma cup-udvalget. Støvring Idrætsforening deltog selv med ti hold. Det er en pæn fremgang i forhold til tidligere år, og det tager Marianne Westergaard som et udtryk for, at stævnet sætter et positivt aftryk på den lokale håndboldklub. Derfor går en del af overskuddet til et lignende stævne i Norge, som de ti hold skal deltage i. De lokale hold hev også en stribe flotte resultater hjem ved Puma cup 2003. Blandt andet sikrede damejunior-spillerne sig tredjepladsen, mens både pige- og drengepuslinge fik "sølv" i A-finalen. Stævnet var det femte i rækken, men arrangørerne forsikrer, at Puma cup vender tilbage i påsken 2004.