Punkdronning på Fedtebrød

Nina Hagen og Lost Kids sammen til støttekoncert

ØSTBYEN:Hun var kendt for en fandenivoldsk sceneoptræden som Tysklands Punkdronning. Pladen "Unbehagen" blev hendes store gennembrud, da den kom i 1979 - og hun er fortsat aktiv. Lørdag 11. oktober spiller hun i Aalborg. Nina Hagen bliver det store navn, når det omstridte værtshus Fedtebrød på Østerbro indbyder til støttekoncert over to dage. Som tidligere sker det i et telt på grunden bag værtshuset. Nina Hagen kommer ikke alene på scenen. Med sig har hun Lost Kids, den århusianske punkgruppe, der i december 1978 udsendte Danmarks første punksingle. Forhærdede sjæle vil også huske deres bidrag til albummet Pære Punk. Lost Kids og Nina Hagen spillede sammen på den stort anlagte støttekoncert i sidste uge på Christania, som Bent O. Rasmussen fra Fedtebrød var blandt initiativtagerne til. - Det var en fantastisk koncert, en stor kunstnerisk succes, og de vil gerne ud at spille igen sammen. Forleden ringende Nina Hagen så og tilbød at spille hos os. Det sagde jeg selvfølgelig straks til, fortæller Bent O. Rasmussen. Nina Hagen og Lost Kids bliver topnavn ved støttekoncertens anden dag, mens hovednavnet fredag 10. oktober ikke ligger fast endnu. I alt regner Bent O. Rasmussen med omkring 20 orkestre på scenen i løbet af de to dage, hovedparten lokale grupper, der gennem de seneste år har spillet på Fedtebrød. Også en stor jam står på programmet. Som ved de tidligere koncerter bliver entreen frivillig. De penge, der måtte komme ind, bliver sendt til SOS Børnebyerne, som Fedtebrød har lovet 60.000 kroner i år. De første 20.000 er samlet ind. Koncerten finder sted i skyggen af en kommende retssag, der kan koste Bent O. Rasmussen bevillingen på grund af hashsalg. Sagen er ikke berammet endnu.