Punksol og irsk synder

Fredag var der masser af rock på Nibe Festival. Læs anmeldelserne.

Dune på Nibe Festival. Foto: Henrik Bo

Dune på Nibe Festival. Foto: Henrik Bo

Sort Sol Dúné L.O.C. Efter disco-Infernals veloplagte popcirkus kom der punkenergi i en lidt død fredag aften, da forsanger Steen Jørgensen, guitarist Lars Top-Galia med følgeskab af endnu et par guitarslingere indtog Nibes store scene. Lige på og hårdt overfor en kun halvfyldt og i begyndelsen underlig apatisk plads blev der spillet punk, som dengang mor var ung og havde håret farvet sort og vist nok også en fritte løbende rundr indenfor blusen. Uden leflen og introduktion blev der lukket op for stålstærkt støjinferno á la Velvet Underground. Med skæg og sorte briller tog Jørgensens stemme mørkt, messende fat om numre som "Copenhagen" og "Shaheeba Baby". Guitarulvene bagved fik det ofte til at lyde som om rustne stålplader blev revet fra hinanden. Et hvidstøjshelvede, der egentlig dementerer det fakta, at meget punk er trukket i det sorte begravelsestøj og er blevet voksen melodiøs. Flot støjvanvid men først med hittet "Let Your Fingers Do The Walking" indledt med elektrisk mandolin, var det, som om publikum vågnede op og fik lidt gang i denne uventede punkfest. Men punksegmentet på Nibe viste sig - må vi nok erkende - for lille til at det for alvor kom op at køre. Men den fik med guitarskrig, så alle mælkekøerne i Nibe og omegn må få ondt i yveret i mindst et par dage. Dagen før - på samme tidspunkt - i insisterende dråberegn indtog Skive-bandet Dúné også Skalskoven og åbnede også op med et lydtryk, der fik mine rimeligt tætsiddende jeans til at blafre. Det er overdådig rock - selv kalder gruppen deres variant for indieelecrock - altså uafhængig elektronisk rock, og den åbner med et orgastisk vræl, heftige unisone guitarriff og tungt, tungt beat, mens forsanger Matt Kolstrup står som en rødblond Jim Morrison midt i orkanens øje og er drivkraft og centrum. Det er flot og næsten Goebbels-agtigt forførende i al sin selvsmagende pragt. Det er umuligt at høre, hvad der rent faktisk bliver sunget. Og kommunikation med publikum er reduceret til det traditionelt slidstærke: -Niiiiiiiiiiiiiiiiiiibe! Det er musik der på en gang imponerer ,og samtidigt er i evig fare for at stagnere i sin egen selvvalgte oppustethed. Form betyder mere end indhold og kommunikation. Oppe foran har fanskaren - rigtig mange unge piger - en fest og her er vist ikke mange "Dry Lips", men masser af "Heat". Hvad sker der egentlig med sådan nogle unge drenge, når de sælger deres sjæl og krop til den store rockluder? "Please Bring Me Back" - kunne være et bud, og netop i dette nummer viste Dúné deres ubestridte format. Men det bliver i lange stræk underligt ens og konformt, når synthesizerspiller Ole Bjørn Sørensen igen og igen skal køre rytmen op i orgasmeniveau, mens guitaristerne bliver forvandlet til riff-daglejere i rockens trædemølle. Efter midnat blev det så Århus-rapper Liam O´Connors tur til at indtage store scene. Med meterhøje sølvskinnende forbogstaver L.O.C. i ryggen blev et bastant basbeat banket ud scenen, så ikke alene buksebenene men også brystbenet gik i selvsving. L.O.C. er jo blevet en ædru synder, en mand, der bekender sine svagheder men ikke fornægter sin fortid. Mange har der hårdt med hans ærlighed og selvbekendelse, men i mine øren er albummet "Libertiner" blot en naturlig forlængelse af den kurs, der blev sat på "Melankolia/XXX Haute Coture". -Jeg tror ikke på verden, men nu er vi i den. Jeg er ikke bange, jeg vågnede bare i morges, og havde lyst til at gøre livet kort, lyder det. Det er desperat ærligt, og selv om iscenesættelsen lurer, så tror du på Liams lysende øjne og hans skæve drengede smil, når showet lykkes for ham. Og det gør det sådan en temmelig buldermørk sommernat med plads både til syng- med-skrål pål "Frk Escobar" og "Ung for Evigt" og selvopløsningshymnen "Drik din hjerne ud". På den måde vekslede L.O.C. mellem synd og misbrug og erkendelse af, at det i længden ikke er vejen, og netop denne oprigtige utilpassethed og hans nøgne, nøgne mod til at sige tingene, som de er - for ham - vandt genklang blandt hans store, unge medlevende og pænt ristede publikum -Jeg vil drikke hjerne ud, sang L.O.C. Men i virkeligheden er hans projekt langt værre og mere afgørende. Han vil have os til at se, hvad det sker med os og vor menneskelighed, hvis vi afstumper den dødbringende med sprit, stoffer, dumhed og uforstand. Var der nogen, der sagde de syv dødssynder? En stor syndig rapnat på Nibe på kanten til fredag.