Punktum for en pinlig sag
Byrådsdebat om byggeri på Skolegades Skole - en skændsel, mener byrådsmedlem

Ombygningen af Skolegades Skole blev forsinket to år undervejs og den samlede regning løb op i 42,8 mio. kr., en overskridelse på 8,8 mio. kr. Arkivfoto: Kurt Bering
BRØNDERSLEV:En ekstraregning på 8,8 mio. kr. blev det økonomiske resultat af ombygningen af Skolegades Skole i Brønderslev.
Onsdag aften satte byrådet et foreløbigt punktum for den pinlige sag ved at godkende anlægsregnskabet for skolebyggeriet.
- Det skulle næsten have lov at suse igennem uden bemærkninger, men der er sikkert nogle mennesker, der undrer sig over, at vi igen har købt rådgivere i dyre domme og fået utroligt dårlig rådgivning, mente Arne M. Jensen (S).
- Vi må kigge på, hvordan vi vælger rådgivere, for hver eneste gang får vi hyret nogen, der hellere vil rådgive entreprenørerne end os, der betaler deres honorar.
Arne M. Jensen synes det er en trøst, at rådgiverne fra Skolegade-sagen er gået konkurs, så der ikke er fare for at kommunen kommer til at hyre dem igen.
Karsten Frederiksen (K) mente derimod ikke byrådet kan være sikre på at styre uden om de pågældende rådgivere fremover.
- Folk har det med at komme igen i nye forklædninger, og vi kan jo også se, der er oprettet et datterselskab, påpegede han.
Kommune til grin
- Kommunen har været til grin i den her sag. Pengene er væk. Det er en skændsel at se en sag svulme op på den måde. En skændsel uden lige, mente Karsten Frederiksen, der vil have byrådet til at sørge for ressourcer i teknisk forvaltning til at holde bedre øje med rådgiverne i større byggesager.
Der var almindelig enighed om at byrådet skal tage ved lære af ”huskekagen” fra Skolegades Skole.
- Men hvad er det så vi har gjort for at det ikke skal ske igen? Hvilke procedurer er ændret og hvad er blevet mere gennemsigtigt? Det vil jeg gerne opfordre byrådet til at se på, sagde Lasse Riisgaard (V).
- Der blev faktisk lavet en drejebog efter det her. Men vi tager det op i økonomiudvalget igen, lovede borgmester Mikael Klitgaard (V).
Selv om anlægsregnskabet nu er godkendt, vil Skolegade-sagen komme op at vende én gang til, når en retssag mod rådgiverne om 1,7 mio. kr. er slut.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.