Punktum sat i byggesag i Thisted

Der er fundet en løsning, så Thisted Boligs byggeri på Vestre Kirkegårdvej kan lovliggøres

Jens Fogh-Andersen
Der er nu fundet en løsning på nogle af naboernes væsentligste kritikpunkter i forhold til byggeriet på Vestre Kirkegårdsvej som nu bliver lovliggjort.Arkivfoto: Bo Lehm
5. september 2018 16:38

THISTED: - Med lidt større smidighed så havde sagen nok været løst tidligere - også uden kommunens indblanding.

Det siger Esben Oddershede (V), formand for kommunens udvalg for klima, miljø og teknik, KMTU, som netop har sat, hvad han håber, er det sidste punktum i en sag om lovliggørelse af Thisted Boligs byggeri på Vestre Kirkegårdsvej. Byggeriet, som omfatter 20 boliger, er opført i strid med bestemmelserne i den oprindelige byggetilladelse. Blandt andet er der terrænreguleret ud over det, der var muligt.

Nu har KMTU godkendt, at der dispenseres for den udførte terrænregulering på betingelse af, at Thisted Bolig etablerer et 180 centimeter højt hegn mod naboerne vest for byggeriet. Det er sket med en tilføjelse om, at hegnet, som skal forebygge indbliksgener, skal "ligge i en kote 1,8 meter over gulvkoten på boligernes terrasse".

- Jeg håber, vi har fundet en løsning som imødekommer utilfredsheden har naboerne til byggeriet. I hvert fald har Thisted Bolig fulgt op på de ting, der blev påpeget, da udvalget for nogle uger siden var på besigtigelse, og så kan vi lovliggøre byggeriet, siger Esben Oddershede.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...