Brovst

Pur Teknik rider på en bølgerekord

Ordrebogen propfuld hos leverandør til skibs- og olieindustri.

Det gode resultat sidste år og de mange nye ordrer skyldes delvis de høje brændstofpriser. Det har gjort det aktuelt at søge efter olie i nye felter, siger Sten Nielsen. Foto: Michael Bygballe

Det gode resultat sidste år og de mange nye ordrer skyldes delvis de høje brændstofpriser. Det har gjort det aktuelt at søge efter olie i nye felter, siger Sten Nielsen. Foto: Michael Bygballe

Pur Teknik A/S i Skovsgård ved Brovst, der har specialiseret sig i plastprodukter til skibs- og olieindustrien og leverer til det meste af verden, rider i øjeblikket på en bølge. Virksomheden kom ud af 2008 med et kanonresultat: Der var satset på en omsætning på 17 mio. kr., men den når op på 21-22 mio. kr. - I december blev der stille, og vi var lige ved at blive nervøse for, at vi ville blive ramt af finanskrisen. Men siden 2. januar har vi fået så mange opgaver, at vi nu er oppe på det højeste antal bekræftede ordrer nogen sinde, fortæller lederne og ejerne af Pur Teknik, Sten Nielsen og Birthe Lauritzen. Vi skal bruge flere medarbejdere for at kunne følge med, og heldigvis er vi nu begyndt at få uopfordrede ansøgninger. - Det gode resultat sidste år og de mange nye ordrer skyldes delvis de høje brændstofpriser. Det har gjort det aktuelt at søge efter olie i nye felter, siger Sten Nielsen. Bonus til medarbejderne Pur Teknik har i øjeblikket 18 medarbejdere, som får del i virksomhedens overskud. Det sker i form af en kvartalsvis bonus baseret på omsætningen, normalt 20-30 kr. ekstra i timen, og desuden får de en tredjedel af årets overskud. Det bliver ifølge Sten Nielsen til mellem en og to månedslønninger ekstra pr. medarbejder. Pur Tekniks produkter laves af polyuretan, et plastmateriale, der kan blandes i den ønskede blødhed/hårdhed. Store opdriftsmoduler, som bruges i forbindelse med udvinding af olie til havs, og fendere til redningsbåde og skibe (beskyttelsesring rundt om fartøjet) er et par af de produkter, der for alvor har gjort Skovsgård-virksomheden internationalt kendt. Paravaner, der bruges i forbindelse med olie- og gasefterforskning til havs, fragtes ude fra verden til Skovsgård for at blive repareret eller forsynet med ny, slidstærk belægning, - En del af vore produkter bliver lavet på licens i Singapore til et stort norsk-amerikansk seismikselskab, siger Sten Nielsen. En stor fordel ved denne aftale er, at man så sparer den lange transport.