Pusher-drabet: Dybdahl var halvaggressiv op til drabet

Flere af dræbte Andreas Dybdahls nærmeste vidnede fredag i retten. De havde alle set tegn på stress hos ham.

Pusher-drabet: Dybdahl var halvaggressiv op til drabet

I sagen om den såkaldte kendispusher Andreas Dybdahl, der sidste år blev likvideret i døråbningen til sin lejlighed, beretter de nærmeste om en særdeles bekymret og stresset Dybdahl i tiden op til den morgen, hvor gerningsmanden bankede på hans dør.

Fredag vidnede moren til Andreas Dybdahl i Retten på Frederiksberg. Hun havde set tydelige tegn på, at sønnen ikke var sig selv op til drabsmorgenen den 6. marts sidste år.

- Han ændrede sig. Han var halvaggressiv, urolig, ukoncentreret og var ikke til at regne med i forhold til tidspunkter for aftaler, sagde Andreas Dybdahls mor, der havde anmodet om, at den 34-årige tiltalte skulle forlade retssalen under hendes vidneforklaring.

36-årige Andreas Dybdahl havde før drabet fortalt sin mor, at han handlede med narko, og at han var administrator for en rockergruppe.

Hun kan dog ikke se noget klart motiv til, at hendes søn skulle dræbes. Men hun fortæller, at han tidligere var blevet truet med en pistol.

- Men jeg ved intet om, hvem det var. Jeg havde ikke lyst til at spørge ind til det, forklarer moren.

Andreas Dybdahls kæreste gennem tre år vidnede også i sagen fredag. Og hun havde - ligesom den dræbtes mor - oplevet en ændring i hans opførsel.

- Til sidst var han meget stresset. Han var helt anderledes. Han for op og blev rigtig hidsig på mig, fortæller kæresten, mens hun tydeligt er følelsesmæssigt berørt.

- Han ville gerne ses med mig på en anden måde. Vi skulle ikke ud og spise eller sådan noget. Han vil bare gerne snakke og sove med mig.

Andreas Dybdahl havde også sendt kæresten en sms den 27. februar, hvor han skrev, at han var bange.

To af den dræbtes kammerater blev også kaldt ind til vidneskranken fredag. Og de kunne begge nikke genkendende til morens og kærestens beskrivelser.

- Han bar tydelige præg af stress. Han var rød i hovedet og havde blodsprængninger. Han var oppe at køre, fortæller den ene kammerat.

Andreas Dybdahl har fået tilnavnet "kendispusheren", fordi han tidligere har indrømmet at have solgt kokain til den kendte erhvervskvinde Rigmor Zobel. Han har desuden flere bekendte i jetsetmiljøet - heriblandt rapperne Jokeren og L.O.C.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.