Pusher på 14 år holdt mund

En 14-årig amfetaminpusher, der ledte Hobro Politi på sporet af en stor narkosag, var tavs som en østers.

Thomas Wilhelmsen
Verner Holm opfordrer forældre til at holde øje med deres børn. Arkivfoto: Lars Pauli
Narkokriminalitet 21. juli 2006 00:18

Da han blev anholdt omkring nytår, ønskede han ikke at fortælle noget som helst om sin kriminelle rolle, og sådan har det været siden. Alligevel hjalp drengen ufrivilligt politiet i gang med optrevlingen af den himmerlandske narkoring, der har huseret i Hobro, Hadsund og Mariager. - Vi hørte rygter om, at en 14-årig i Hobro var i stand til at skaffe amfetamin og satte en efterforskning i gang. Det viste sig, at rygterne var sande, og vi forsøgte derfor at finde frem til drengens forsyningslinjer, siger kriminalinspektør Verner Holm og fortsætter: - Vi benyttede telefonaflytninger, hvilket altid er en omfattende ting, og ved at kæde dem sammen med de øvrige dele af efterforskningen, opklarede vi sagen. Under sagsforløbet, der har kørt i et halvt års tid, har Hobro Politi været sparsomme med oplysninger. Efter gårsdagens afslutning, hvor 24-årige Kim Weet Nielsen blev idømt fem års fængsel, tager Verner Holm bladet fra munden. Han fortæller blandt andet, at det kom bag på politiet, at en kun 14-årig dreng var involveret i en stor narkosag, hvor han har videresolgt omkring 700 gram amfetamin. - Det var chokerende at opdage, at han kunne forhandle i det omfang, siger Verner Holm, der ligeledes er rystet over, at sagens bagmænd kunne finde på at forsyne den purunge pusher med stoffer. - Det er fuldstændig umoralsk at bruge et barn til den slags. Verner Holm sender en opfordring til alle forældre med teenagebørn om at interessere sig for, hvor og med hvem børnene færdes. - Vi må formode, at han har solgt til jævnaldrende, og salgskæder med narko opstår kun, fordi der er et marked. Det eneste, vi kan gøre, er at appellere til forældre om holde øje med, hvad deres børn laver, når de er sammen med andre. Selvfølgelig skal de have lov til at ryge en smøg bag skuret, men de skal ikke flirte med narkotika, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...