Syv er fængslet i 26 dage efter hashaktion på Christiania

Fredag var politiet igen i aktion mod hashmarkedet i Christiania. Syv personer er fængslet i knap en måned.

Ritzau
Syv personer, der blev anholdt fredag på Christiania, er lørdag fængslet i 26 dage efter grundlovsforhør, skriver Københavns Politi på Twitter. Foto: Scanpix/Christian Als/arkiv
Kriminalitet 19. maj 2018 10:26 - Opdateret 19. maj 2018 17:50

Syv personer, der fredag blev anholdt på Christiania, er lørdag fængslet i 26 dage efter grundlovsforhør lørdag eftermiddag. Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Handlen med hash i Pusher Street i København fik fredag politiet til at foretage en ny stribe anholdelser. I alt er det siden årsskiftet blevet til 148 anholdelser.

Fredag blev i alt 15 personer anholdt, hvoraf de syv lørdag blev fremstillet i Dommervagten i København. Det var en målrettet aktion mod hashhandlen på Christiania.

De syv, der lørdag blev fængslet, var udvalgt, fordi de tidligere er blevet dømt. Politiet ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Aktionen varede blot 17 minutter fredag eftermiddag. Den involverede såvel betjente i civil som i uniform, oplyser vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen.

- Målet var denne gang at fange løberne, siger han.

"Løberne" er dem, som hurtigt pakker varer i boderne sammen og forsøger at stikke af, når det opdages, at ordensmagten er på trapperne.

Lørdag formiddag oplyste Københavns Politi på Twitter, at man ved aktionen beslaglagde 16,5 kilogram hash, 5,7 kilogram skunk, 1700 joints, diverse andre cannabisprodukter og lidt kokain.

Desuden beslaglagde politiet tåregas og 185.000 kroner i kontanter.

I lighed med tidligere var der fredag også stenkast mod politiet, oplyste Lars-Ole Karlsen fredag aften.

I de seneste måneder har betjentene flittigt aktioneret mod Pusher Street i et forsøg på at forstyrre handlen.

Af de 148 anholdelser i år er 58 personer blevet varetægtsfængslet. Det fremgår af en udtalelse fra vicepolitiinspektøren inden grundlovsforhøret lørdag, da yderligere syv blev fængslet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...