Årets velgørenhedsfrimærke blev præsenteret søndag. I år støtter frimærket Hjerteforeningen.
Hendes kongelige højhed kronprinsesse Mary er protektor for Hjerteforeningen, og fra mandag pryder hun også Post Danmarks årlige velgørenhedsfrimærke, hvor overskuddet går til foreningen arbejde.
Hjerte-kar-sygdom er en af de hyppigste dødsårsager i Danmark, og Hjerteforeningen arbejder på at sikre mere viden om hjerte-kar-sygdomme.
Kvindehjerter
Særligt kvinders hjerte-kar-sygdomme er der fokus på, fordi forskningen på dette område halter efter mændene.
- Jeg håber, at årets velgørenhedsfrimærke kan være med til at kaste mere lys på denne kedelige statistik, siger kronprinsessen i en pressemeddelelse.
Stik mod hvad de fleste tror, rammer hjerte-kar-sygdomme nemlig lige så tit kvinder som mænd og er skyld i flere dødsfald blandt kvinder end mænd.
I 2010 døde 7602 kvinder af hjerte-kar-sygdomme og 7202 mænd.
- Der skal gøres noget ved denne statistik, og det kræver, at vi gennem forskning får mere viden om årsagen til og baggrunden for hjerte-kar-sygdomme, siger kronprinsesse Mary.
8,50 for Mary
Det er første gang, at kronprinsesse Mary optræder alene på et frimærke.
Chef for Post Danmarks Frimærker, Lene Reipuert, er glad og stolt over frimærket, som afbilleder kronprinsessen i fotografi frem for de mere traditionelle tegnede portrætter.
- Det er ganske unikt og samtidig et helt naturligt valg, at kronprinsessen som Hjerteforeningens protektor er portrætteret på årets velgørenhedsfrimærke, fortæller hun.
Velgørenhedsfrimærket, der sælges fra mandag, koster otte kroner plus en overpris på 50 øre, som går ubeskåret til Hjerteforeningen.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.