Putin møder Obama ved fransk D-dags-ceremoni i juni

Vladimir Putin får muligheden for at mødes med flere vestlige ledere 6. juni i Frankrig.

8. maj 2014 16:40

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har planlagt at deltage ved en ceremoni i Frankrig i juni, der markerer 70-året for den såkaldte D-dag, hvor de allierede gik i land på strandene i det tysk-besatte Normandiet under Anden Verdenskrig.

Det siger den russiske ambassade i Frankrig torsdag.

Begivenheden i Normandiet finder sted den 6. juni, og det er Putins første mulighed for at møde flere vestlige ledere, heriblandt USA's præsident, Barack Obama, siden situationen i Ukraine eskalerede i februar.

Frankrigs præsident, François Hollande, byder Putin velkommen på trods af den i øjeblikket højspændte situation.

- Jeg har sagt til Vladimir Putin, at han som repræsentant for det russiske folk er velkommen til ceremonien, siger Hollande til fransk tv.

D-dag bliver af mange betragtet som vendepunktet i Anden Verdenskrig. Under et år efter den skelsættende dag kapitulerede Hitlers Nazi-Tyskland.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...