Putin om mulig afsættelse af Trump: Tror ikke det vil ske

Vladimir Putin har i sin traditionelle pressekonference forholdt sig til Trumps rigsretssag.

En stor gruppe journalister har torsdag været tilstede ved Vladimir Putins traditionelle pressekonference, der markerer årets slutning.

En stor gruppe journalister har torsdag været tilstede ved Vladimir Putins traditionelle pressekonference, der markerer årets slutning.

MOSKVA:Den russiske præsident, Vladimir Putin, regner ikke med, at hans amerikanske ditto, Donald Trump, ender med at blive afsat som følge af rigsretssagen.

Det fortæller Putin ifølge nyhedsbureauet dpa i forbindelse med sin traditionelle pressekonference, der markerer slutningen på året.

Udtalelsen fra den russiske præsident skal ses i sammenhæng med, at det er Senatet, som skal tage stilling til, om Trump skal afsættes for magtmisbrug og modarbejdelse af Kongressen.

I Senatet skal to tredjedele stemme for afsættelse af Trump. Men det kommer til at blive svært, da Republikanerne, Trumps partimedlemmer, sidder på godt halvdelen af pladserne i Senatet.

- Det er usandsynligt, at de vil ønske at fjerne deres partis repræsentant fra magten, for - hvad jeg mener - er totalt opdigtede årsager, siger Putin.

Han mener, at Demokraterne, der har arbejdet for at stille Trump for en rigsret, forsøger at få revanche for at have tabt seneste præsidentvalg til Trump.

- De (Demokraterne, red.) beskyldte først Trump for en sammensværgelse med Rusland. Så viste der sig ikke at være en sammensværgelse, og at det ikke kunne udgøre grundlaget for en rigsretssag. Nu har de fantaseret sig til en idé om et eller andet pres på Ukraine, siger Putin.

Præsidenten henviser til Demokraternes anklage om, at Trump har forsøgt at presse Ukraines præsident til at undersøge forretningsforholdene om tidligere vicepræsident Joe Bidens søn i Ukraine.

Biden prøver i øjeblikket at blive Demokraternes kandidat til præsidentvalget i USA i 2020 og dermed modkandidat til Trump.

Ifølge anklagen truede Trump med at tilbageholde amerikansk militærhjælp, medmindre Bidens søn blev undersøgt.

Der er to anklager i rigsretssagen. Den anden er en anklage om, at Trump har forsøgt at forhindre, at sagen fra Ukraine opklares.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.