Putin sender soldater nær Ukraine retur til deres baser

Den russiske præsident beordrer russiske styrker tilbage til deres baser, rapporterer russisk nyhedsbureau.

Udland 19. maj 2014 15:12

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har beordret soldater tilbage til deres baser, hvor de permanent er udstationeret, i det vestlige Rusland. Soldaterne har deltaget i en militærøvelse i tre russiske regioner, der grænser op til Ukraine.

Det rapporterer det russiske nyhedsbureau Interfax.

- I forbindelse med afslutningen af den planlagte forårstræning af soldaterne, der inkluderer øvelser i regionerne Rostov, Beldorod og Brijansk, har præsidenten beordret deltagende soldater tilbage til deres hjembaser, lyder det i en erklæring fra Kreml.

Det er imidlertid uklart, om ordren betyder, at der vil være færre russiske soldater langs den ukrainske grænse.

Nato har hidtil sagt, at der er omkring 40.000 russiske soldater tæt på den ukrainske grænse, og der er intet, der tyder på, at tallet er faldende.

Og efter meddelelsen fra Kreml mandag er meldingen fra forsvarsalliancen den samme.

- Vi har ikke set nogen bevægelser, der bekræfter oplysningerne, siger en Nato-officer til Reuters.

Vladimir Putin har indtil nu fastholdt sin ret til at sende russiske styrker til Ukraine, hvis det ifølge præsidenten skulle blive nødvendigt at beskytte prorussere i det østlige Ukraine.

Dagens melding kan dog tolkes som et forsøg på at lette spændingerne mellem Rusland og Vesten forud for det ukrainske præsidentvalg, der finder sted på søndag den 25. maj.

Ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass mødes Vladimir Putin med FN's generalsekretær Ban Ki-moon i Kina tirsdag, hvor de blandt andet skal diskutere situationen i Ukraine.

- Der er planlagt et møde mellem præsidenten og FN's generalsekretær, siger talsmand Dimitri Peskov ifølge Itar-Tass.

Putin og Ban Ki-moon mødtes for to måneder siden i Moskva for at drøfte krisen i Ukraine og den russiske annektering af halvøen Krim.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...