Putin stopper som præsident efter denne periode

Putin vil respektere Ruslands forfatning, der siger, at en præsident kun kan sidde i to perioder i træk.

Ritzau
Vladimir Putin slår fast, at han går af som Ruslands præsident, når hans embedsperiode udløber i 2024. Til den tid vil han være 71 år. Foto: Sergei Karpukhin/Reuters
Politik 25. maj 2018 19:33

Den russiske præsident, Vladimir Putin, slår fast, at han agter at efterleve Ruslands forfatning og ikke forsøge at blive på præsidentposten, når hans nuværende periode udløber i 2024.

Til den tid vil han have været præsident i to perioder i træk, og forfatningen siger, at man så ikke kan fortsætte i en tredje periode umiddelbart efter.

Putins udtalelse ved konferencen Økonomisk Forum i Sankt Petersborg i Rusland er bragt på statsligt tv.

Udtalelsen er i sig selv ikke overraskende, men den betyder ikke nødvendigvis, at han siger farvel til magten i 2024.

I 2008 gik Putin også af som præsident efter at have siddet i to perioder i træk.

Han blev i stedet premierminister, og i 2012 vendte han tilbage som præsidentkandidat.

Han vandt valget.

Rent juridisk har Vladimir Putin mulighed for at gentage denne manøvre.

- Jeg har altid strengt overholdt Ruslands forfatning, svarer Putin på et spørgsmål om, hvorvidt han forlader embedet efter udløbet af den seks år lange præsidentperiode, han er i gang med.

- I forfatningen står det klart skrevet, at ingen kan tjene mere end to perioder i træk. Jeg agter at overholde denne regel.

Putin vandt solidt præsidentvalget i marts.

Når hans anden periode udløber i 2024, vil han være den længst siddende leder i Moskva siden diktatoren Josef Stalin, som efter knap 31 år som sovjetleder døde i 1953.

I 2024 vil Putin have været præsident i i alt 20 år.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...