Putins tidligere stabschef genvinder borgmesterpost i Moskva

Moskvas borgmester siden 2010 er blevet genvalgt med en stemmeprocent på 30, skriver russisk nyhedsbureau.

Politik 10. september 2018 08:43 - Opdateret 10. september 2018 09:24

Sergej Sobjanin, der er tidligere stabschef for Ruslands præsident, Vladimir Putin, er blevet genvalgt som borgmester i Ruslands hovedstad, Moskva. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Indbyggerne i Moskva kunne stemme søndag, og det benyttede omkring 30 procent af de stemmeberettigede muligheden for ifølge Tass.

Omkring 70 procent af dem stemte på Sobjanin, der dermed er genvalgt til sin tredje valgperiode som borgmester.

Tidligt natten til mandag erklærede Sobjanin sig som sejrherre. Kort efter ringede Vladimir Putin ifølge Tass til Sobjanin og ønskede ham tillykke med sejren.

På sin hjemmeside sendte borgmesteren en tak til sine tilhængere.

- Jeg vil gerne takke enhver, der tog ned og stemte på mig eller en af de andre kandidat. På trods af vores forskellige holdninger, elsker vi alle vores by og ønsker dens ve og vel, skriver Sobjanin.

Den største konkurrent til Sobjanin var den kommunistiske kandidat Vadim Kumin, som fik omkring 11,5 procent af stemmerne.

Samme dag, som moskovitterne skulle vælge borgmester, var der flere stedet i landet protester mod en pensionsreform, som regeringen arbejder på at gennemføre.

I alt blev 1018 demonstranter anholdt. Størstedelen blev anholdt i byerne Sankt Petersborg og Ekaterinburg, skriver nyhedsbureauet AFP.

Også i Moskva var der protester, omend det ikke kastede mere end to sager om vold mod ordensmagten af sig.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...