Puttefest kræver erfarne frivillige til at passe på de unge

Den omstridte "puttefest" finder sted fredag, hvor op mod 10.000 gymnasieelever samles i Dyrehaven.

Natteravnene er også til stede ved dette års "Puttefest i Dyrehaven", og de kan træde til, hvis der er brug for det. (Arkivfoto).

Natteravnene er også til stede ved dette års "Puttefest i Dyrehaven", og de kan træde til, hvis der er brug for det. (Arkivfoto).

KLAMPENBORG:Fredag indtager tusindvis af gymnasieelever fra hele hovedstadsområdet Ulvedalene i Dyrehaven ved Klampenborg for at byde de nye 1.g'ere, putterne, velkommen med druklege og tuscher.

Politiet, Røde Kors og Natteravnene vil også være til stede ved "puttefesten", der har et ry for at gå vidt for sig. Et år måtte ni indlægges, to af dem på intensivafdeling og en af dem med en promille på 4,0.

Hos Natteravnene regner man dog med, at det i år bliver nogenlunde roligt.

- Vores forventninger er, at det går ligesom sidste år, hvor det forløb roligt i forhold til andre år, siger kommunikationskonsulent hos Natteravnene Jakob Bové.

Ved arrangementerne har der tidligere deltaget over 10.000 gymnasieelever, og i år forventer man omkring 8000 deltagere. Natteravnene vil være til stede med 60 frivillige fra eftermiddag, til festen lukker om aftenen.

Størstedelen af de frivillige er ifølge Jakob Bové erfarne og har deltaget før ved tidligere års "puttefester". Det er nødvendigt, fordi opgaven adskiller sig fra deres sædvanlige job som natteravne med at bidrage til tryghed i bylivet rundt i Danmark, siger han.

- Området her er anderledes, og det er meget mere kompakt. 8000 mennesker samlet i Dyrehaven er noget helt andet end gå-i-byen-steder i Danmark.

- Der er også mere gang i den end på en almindelig bytur. Det kræver erfarne frivillige, fordi man skal have et vist overblik for at overskue det derude, siger Jakob Bové.

Natteravnene vil hverken garantere en tryg fest eller fraråde unge til at tage afsted til "puttefesten".

- Men vi vil gøre alt for, at der er tryghed derude. Vi krydser fingre for, at det forløber stille og roligt ligesom sidste år, siger Jakob Bové.

Én ting vil Natteravnene råde de unge deltagere i "puttefesten" til, og det er at drikke vand.

- Vi har tre ton vand med og har erfaring med, at en halv liter vand hjælper rigtig meget, hvis der er gået for meget fest i den, siger Jakob Bové.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst