Putternes første foreningskultur

Fodbold 26. september 2005 06:00

FREDERIKSHAVN: Det kan godt være, at det neongule anførerbind giver lidt status - men superkræfter, det giver det ikke. Så da Tim et stykke inde i første halvleg mister lidt luft i en tackling, er han færdig. Helt færdig - og han bliver da også hevet ud til en lille hviler, så luften kan komme tilbage. Det er en tilfældig lørdag formiddag på en tilfældig bane på FfI's anlæg på Fodboldvej, hvor scenen er sat til det stykke dansk foreningskultur, der hedder ungdomsfodbold. Ude på parkeringspladsen er der godt fyldt op, og rundt om de små syv-mands baner lidt væk fra klubhuset står langt de fleste af bilernes ejermænd og -kvinder: Podernes forældre - måske bedsteforældre - og trænere, holdledere og de til lejligheden indkaldte "dommere" - i anførselstegn, for denne lørdag formiddag er det miniputterne, der har været tidligt oppe, og så langt nede i rækkerne kan dommerklubben ikke stille med vaskeægte sortklædte dommere. Så en forælder eller en træner fra et andet hold, der alligevel lige kom forbi, må passe fløjten - en opgave, der er hjemmeholdet, der skal sørge for bliver løst. I den kamp mod Skjold Sæby, som Tims hold - FfI's 2. hold i miniputrækkerne - er i gang med, er det en af drengens far, der fast dømmer alle hjemmekampene, fortæller holdets træner Morten Nielsen over en kop kaffe efter kampen. For det er sådan, den del af Danmark får det til at hænge sammen, man giver en hånd med. Og her, en lørdag formiddag på Fodboldvej, er det ikke til at se, at der skulle være krise for så vidt angår hjælpende hænder. Der kan ellers være nok at se til - træning to gange om ugen og så kamp i weekenden. Morten Nielsen anslår selv, at han bruger en 15 timers tid om ugen på sit fritidsjob som træner for holdet, hvor hans egen søn spiller med. Derudover er han så i øvrigt også formand for miniputafdelingen ... - Jeg spillede selv fodbold som dreng og op gennem ungdomsårene, indtil jeg stoppede som 1. års senior. Jeg fik arbejde i en butik i Aalborg, og på hverdagene kunne jeg ikke nå tilbage, før træningen var forbi. Det samme i weekenderne - inden jeg var færdig på arbejde, var turneringskampene fløjtet af. Så jeg stoppede. - Men jeg havde haft mange gode timer herude, og da min egen dreng begyndte at spille fodbold, ville jeg godt give noget af det igen, forklarer Morten Nielsen om baggrunden for hvordan han i dag sidder her som træner. Træneruddannelse, diplomer og den slags er ikke noget krav hernede ved jorden. - Man skal ikke være fodboldprofessor for at være med som træner, siger Morten Nielsen, og tilføjer: - Mest af alt drejer det sig om, at børnene skal have det sjovt. Nye forældre, der pludselig befinder sig i rollen som trænere, skal dog ikke fortvivle. Hos FfI klæder man de nye på med et introduktionskursus, så de har lidt at starte på, og derfra ... så hjælper man hinanden. - Man har måske sin egen måde at gøre tingene på, men vi snakker jo sammen og ser, hvad hinanden går rundt og laver. Desuden har vi vores ungdomskonsulent, der kan give gode råd og nye træningsmetoder, siger Morten Nielsen. Og kurser - ja vil man kurser, så er der også kurser.Både FfI's egne kurser og kurser som for eksempel Jydsk Boldspil Union arrangerer. - Men det er ikke noget krav - for så ryger der jo lige en aften mere, og man kan hurtigt nå op på et have et helt fuldtidsjob herude, ved siden af ens almindelige arbejde, siger Morten Nielsen. Klip! tilbage til grønsværen. En af FfI's spillere er kommet alt for sent med en tackling, og ender i stedet med at save benene af en modstander, der går i græsset. Selv om man er tapper, og selv om man har benskinner på, så gør det ondt, kan man se. - Hen og sig undskyld, hen og sig undskyld! lyder råbet fra Mortens plads på sidelinjen. Bænke er der ingen af, herude lidt bag ved klubhuset. Ikke noget med at skynde sig væk, eller forsøge at snige sig bort i al ubemærkethed. Selv om der ikke bliver givet ved dørene, så skal det være sjovt, og det skal være fair. Også fra trænernes side. - Det er jo for sjov, vi er her. Men selvfølgelig lever man sig ind i kampen, og ærgrer sig over det, når der bliver brændt en chance - og selvfølgelig kommer vi med råb ude fra sidelinjen. - Men vores trænere skal ikke stå og råbe og skælde ud hele tiden, det er ikke til at holde ud at høre på, heller ikke for børnene, siger Morten Nielsen. Det samme med forældrene - denne formiddag står der vel en 20-25 tilskuere rundt om banen. - Det er dejligt, at de er her, og at de følger med i, hvad børnene laver. Børnene har også næsten krav på det, at mor eller far er her og kan se, at børnene kan - og at det bliver bedre, som sæsonen går; men selvfølgelig er det ikke alle, der kan være her, nogen skal måske på arbejde, og så kan det bare ikke lade sig gøre. Men så kan det være, at bedsteforældrene kan komme i stedet for, og det er jo også alle tiders. - Det er også dejligt, at forældrene engagerer sig i kampen, og kommer med tilråb og opmuntringer ... de skal bare ikke være i tvivl om, at det er mig, der bestemmer, griner Morten Nielsen. Lige præcis denne formiddag er stemningen rundt om banen dog lidt mat, efterhånden som kampen skrider frem. Selv om FfI spillede godt i 1. halvleg, og selv om de i 2. halvleg producerer chancer på samlebånd, så brænder de dem også på samlebånd. På nogenlunde samme tidspunkt, som slutfløjtet fra nabobanen lyder, og udeholdets kampråb gjalder (det evigtgyldige "Hvem var det, der vandt i dag ...", nogen ting ændrer sig bare aldrig) sker der et kæmpe koks i FfIs forsvar, der sender en Sæby-spiller afsted med frit løb mod mål. Sikker scoring til 3-1 til udeholdet, med få minutter igen, og væk er ethvert forsøg på at spille poleret fodbold. - Få den frem på banen, bare spark den op, råber Morten til sådan cirka enhver FfI'er, der kommer i nærheden af bolden - men tiden er for knap og da dommerens fløjte lyder for sidste gang, er stillingen stadig 3-1 til Sæby. Og selv om det mest er for sjov, så er det alligevel ikke særlig sjovt at tabe på hjemmebane, specielt ikke når man i den omvendte kamp i foråret vandt over dagens modstandere i Sæby med 4-1, og i særdeleshed ikke, når en sejr i dagens kamp kunne have sendt FfI op på rækkens førsteplads. Men ikke noget med at luske tilbage til omklædningsrummet af den grund. Først er det op på række, se modstanderne i øjnene, give dem hånden og sige "tak for kampen". Så kan man luske, og i fred og ro få trænernes ord med på vejen om dagens kamp, inden det går løs igen om tirsdagen. Til den tid er både humøret og luften nok også kommet igen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...