Pytlicks piger ryster lussing af sig i smalt nederlag

Efter den norske lussing rejste de danske håndboldkvinder sig flot mod Frankrig, der dog vandt den tætte kamp.

Pytlicks piger ryster lussing af sig i smalt nederlag

Det danske kvindelandshold i håndbold fik fredag taget revanche for den gigantiske lussing, som de onsdag fik af de norske OL-guldvindere i Golden League-turneringen i Frankrig.

Godt nok endte det også fredag med et nederlag, men 24-25-nederlaget til Frankrig er noget nemmere at leve med end onsdagens 24-40-nederlag til Norge.

Fredag var der mange ting, der lykkedes for danskerne, der faktisk var foran i det meste af kampen. 6-4, 11-8 og 16-15 ved pausen, og danskerne var også foran 20-18 og 21-20, inden franskmændene fik overtaget i slutfasen.

Landstræner Jan Pytlick var ærgerlig efter nederlaget, men godt tilfreds med spillernes indsats.

- Jeg er meget tilfreds med den måde, vi spiller på. Vi spiller en rigtig god første halvleg, men scoringsmæssigt gik vi desværre lidt i stå i anden halvleg, siger Jan Pytlick til TV2 Charlie.

Landstræneren følte, at danskerne blev bortdømt i slutfasen, hvorfor han hidsede sig op, selv om der er tale om en testturnering.

- Jeg er utilfreds med dommerne i slutfasen, jeg synes, vi bliver hårdt ramt, og så hidser man sig lidt op, siger han.

Danmark skal lørdag spille en tredje og sidste kamp i det franske, her er modstanderen Rusland.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.