Aalborg

Q siger nej til vestlig limfjordsforbindelse

- Bevar grønne områder, siger Fomcenco, Kristeligt Folkeparti

AALBORG:- Der bliver ikke tale om at stemme for en vestlig forbindelse, sådan som sagerne er i øjeblikket, siger Inge Ibsen Fomcenco, Kristeligt Folkeparti. Hun reagerer, efter at NORDJYSKE forleden kunne fortælle, at der nu er et spinkelt flertal for en vestlig forbindelse over fjorden. - Jeg vil ikke være med til at ødelægge de grønne områder i vestbyen. Det er sådan en dejlig bydel, og vi har altså ikke for mange rekreative områder. Det vil gå ud over området ved væddeløbsbanen og lystbåde-kvarteret, mener Inge Ibsen Fomcenco. - Miljømæssigt vil det ødelægge bydelen med alt for megen trafikos. Der vil samtidig komme lige så meget trafik ind i byen med den vestlige linje, siger hun. - En vestlig forbindelse klinger heller ikke med, at vi får en nærbane, der netop skulle få folk til at vælge offenligt transportmiddel. Inge Ibsen Fomcenco mener, at det er bedst at udbygge med et ekstra tunnelrør og med ekstra indfaldsveje. - Det er samtidig den billigste løsning, selv om det ikke er et argument, der er afgørende for mig. Det er at vi får valgt den rigtige løsning, fortæller hun.