Q8-tank røvet af hætteklædte

To unge truede sig til kassebeholdningen

Røverier 1. oktober 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Hjørring Politi er meget interesseret i vidner, der kan kaste mere lys over et røveri søndag aften kl. 22.45 mod Q8-tankstationen på Tolstrupvej i Brønderslev. Her troppede to unge mænd op, og med ordene "giv os beholdningen - ellers er du færdig" til den 21-årige ekspedient røvede de, hvad der var i kasseapparatet. Den ene af de to røvere havde et slagvåben med, der af ekspedienten hos Q8 beskrives som en form for koben. Med dette truede de ham, hvorefter den ene røver gik om bag kassen og kom omsætningen ned i en plasticpose, som ekspedienten ikke kan beskrive nærmere. Samtidig har politiet også lovet ejeren af tankstationen ikke at røbe omsætningens størrelse for pressen, men der er ifølge kriminalinspektør Henri Gade tale om "et mindre beløb". Desværre er det et yderst sparsomt signalement af de to røvere, kriminalpolitiet har at gå efter. Men den ene, røveren med kobenet, beskrives som 20 til 25 år. Han havde en mørk elefanthue trukket ned over ansigtet, og denne hue havde huller til øjne og mund. Den anden røver beskrives ligeledes som 20 til 25 år. Han bar en mørk styrthjelm med åbent visir, og ekspedienten nåede at se, at han bar briller og havde et smalt ansigt. Efter røveriet forlod de to røvere tankstationen til fods ad Tolstrupvej mod vest. Kriminalpolitiet i Hjørring hører meget gerne fra folk, der kan bidrage med yderligere oplysninger til røveriet på telefon 96 23 14 48.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...