Detailhandel

Qatars forbrugere køber dansk igen

DOHA:Danske mejeriprodukter er populære i Qatar i Golfen som aldrig før, siger flere supermarkeder. De melder ifølge avisen The Peninsular om et salg, der ligger 10 procent over, hvad der blev solgt, inden Muhammed-sagen eksploderede i slutningen af januar. Mohammad Zainal Abideen, chef for Lulu-supermarkedet, siger, at hans kunder har købt voldsomt ind af danske varer, efter at boykotten blev ophævet for seks uger siden. Lurpak og osteprodukter sælger nu 10 procent mere end før krisen. - Jeg kender ikke den præcise forklaring til denne pludselige interesse for danske varer. Jeg regner med, at det er den enorme omtale, som boykotten har udløst, siger han. Et andet supermarked, der ikke nævnes af avisen, taler om en øget omsætning på mellem 5 og 10 procent. - Folk er nysgerrige efter de danske produkter efter al den omtale, siger chefen for supermarkedet. Dog skriver The Peninsular, at ikke alle store supermarkeder i Qatar har sat danske varer tilbage på hylderne. Dasman-kæden er således fortsat renset for danske produkter. /ritzau/