EMNER

Qorei indgiver afskedsbegæring

Palæstinensernes nye premierminister Ahmed Qorei, der blev indsat for fire dage siden i forbindelse med en erklæret undtagelsestilstand, vil ikke have posten længere.

RAMALLAH: I går afleverede han sin afskedsbegæring til palæstinenserleder Yasser Arafat. Det sagde en kilde nær Arafat i Ramallah på Vestbredden. Det var ikke umiddelbart klart, om Arafat har accepteret Qoreis ønske. Meddelelsen kom kort efter, at et ekstraordinært møde i det palæstinensiske selvstyreparlament, hvor Qorei skulle have fremlagt sit program, blev udsat på ubestemt tid. Den direkte årsag til Qoreis afgang var ifølge kilder i Ramallah, at Arafat ville fyre indenrigsminister Nasser Youssef, der skal have magtbeføjelser på det sikkerhedsmæssige område. Qorei vil bevare Youssef på posten. Youssef skal efter planen have beføjelser, der skal skærpe sikkerheden i overensstemmelse med den mellemøstlige fredskøreplan, som ligger underdrejet. Youssef, der er generalmajor i de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, boykottede parlamentsmødet, hvilket blev set som problemer i hans forhold til Arafat, som både Youssef og Qorei ellers hidtil har haft et godt forhold til. Palæstinensiske kilder siger, at Youssef ikke vil have sin ministerpost, medmindre parlamentet giver ham bemyndigelse til at gennemføre de sikkerhedsforanstaltninger, han ønsker. - Vi har en vogn, der er overlæsset med komplifikationer, som Saeb Erekat, tidligere forhandlingschef og formentlig minister uden ansvarsområde i en kommende regering, betegnede situationen. Arafats tøven over for at afgive sikkerhedskontrol var en af hovedårsagerne til, at Qoreis forgænger, Mahmoud Abbas, i sidste måned smed tøjlerne og gik af som premierminister efter et halvt år på posten. Fredskøreplanen beder palæstinensernes sikkerhedsapparat om at opløse de militante grupper, der fører an i det væbnede opgør mod Israels besættelse. I går slog de militante grupper atter til, da en kvindelig selvmordsterrorist sprængte sig selv i luften ved en israelsk kontrolpost nær Tulkarem på Vestbredden. To israelere blev såret ved eksplosionen. Palæstinensiske ledere har sagt, at slår man ned på disse grupper, kan det føre til palæstinensisk borgerkrig. Lederne siger, at Israel i stedet skal løsne besættelsesgrebet om de palæstinensiske områder og lade være med at likvidere militante ledere, hvis angreb på Israel skal indstilles. Israel kalder sin politik for selvforsvar imod terror. Med Qoreis beslutning er det hårdt plagede palæstinensiske selvstyreparlament kastet ud i en ny krise, og der var i går megen usikkerhed om, hvad der egentlig skal ske i parlamentet nu. Inden formanden meddelte, at mødet er udskudt på ubestemt tid, havde parlamentarikerne ventet i en time på at komme i gang. En af parlamentarikerne, Hanan Ashrawi, sagde, at der i parlamentet er en del uenighed om, hvorvidt den undtagelsesregering, som Arafat nedsatte for fire dage siden med otte ministre, skal fortsætte i foreløbig en måned. Det ønsker nogle parlamentsmedlemmer, mens andre ønsker, at parlamentet skal beslutte, at undtagelsesregeringen ophæves, og den gamle regering genindsættes. Andre igen mener, at der skal udpeges flere undtagelsesministre. Hele situationen bliver ikke bedre af de vedvarende rapporter om, at den 74-årige Arafat er syg. I weekenden var der rapporter om, at han var blevet ramt af et mindre hjerteanfald, men det benægter palæstinensiske talsmænd. Egyptiske læger undersøgte i går Arafat, og det ventedes, at de sent i går eller in dag ville være færdige med deres undersøgelser. /ritzau/Reuters