Brovst

Quilterne kommer og går, Han Herred Tæppet bestå

SKERPING:Det er lidt af en milepæl, Han Herred Quilterne har nået. Fem års fødselsdag og afslutningen på det store fælles projekt, Han Herred Tæppet. - Der kan måske komme flere ting på tæppet endnu, siger formanden for gruppen, Ellen Duus fra Brovst. Ved en lille højtidelighed blev tæppet afsløret torsdag aften i Købmandsgården i Skerping, og det var samtidig åbningen af en udstilling af quilternes egne arbejder. Det er tre år siden, ideen til Han Herred Tæppet kom til verden, og siden har 25-30 kvinder arbejdet på tæppet, sideløbende med deres egne ting. Nogle er stoppet, og andre er kommet til. Det har givet mange forskellige teknikker og udtryksformer, og der er masser af motiver at gå på opdagelse i. Man genkender kirker og herregårde, Vejlerne og Bulbjerg, bådene på havet og fjorden, stranden og skoven og meget andet. - Der skal måske nogle flere småveje og cyklister på, funderer Ellen Duus. Udstillingen i Købmandsgården varer til 28. maj, og her kan man se mange forskellige quilts, fra tøjdyr og tasker til sofapuder og sengetæpper.