Quintana beholder førertrøje trods Froome-klø i Vueltaen

Chris Froome var i en klasse for sig på fredagens enkeltstart. Foto: Jose Jordan/Scanpix
9. september 2016 18:33

Calp, Fredag /ritzau/

Nairo Quintana tabte over to minutter til Chris Froome på Vueltaens enkeltstart, men han fører fortsat løbet.

Chris Froome (Sky) sejrede overbevisende, men Nairo Quintana (Movistar) beholdt den røde førertrøje, da cykelrytterne i Vuelta a España fredag kørte 19. etape.
Den britiske Tour de France-vinder var ikke uventet hurtigst på enkeltstarten, der blev kørt over 37 kilometer.
Chris Froome kørte distancen i 46 minutter og 33 sekunder, 2 minutter og 16 sekunder hurtigere end Nairo Quintana, der havde 3 minutter og 37 sekunders forspring til Sky-kaptajnen før enkeltstarten.
Der er nu lagt op til en eksplosiv bjergetape lørdag, hvor det samlede klassement i Vueltaen ventes at blive sat på plads før den sidste etape til Madrid søndag.
Mod sædvane lagde Chris Froome særdeles hårdt ud på enkeltstarten, formentlig for at gøre Nairo Quintana nervøs og måske få colombianeren til at knække.
Da Froome havde kørt i 24 minutter, overhalede han nummer tre i klassementet, colombianeren Esteban Chaves (Orica-Bikeexchange), der var startet to minutter før briten.
I mål var Chris Froome 44 sekunder hurtigere end nummer to, spanieren Jonathan Castroviejo (Movistar).
/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...