Quintana slutter øverst i Giroen efter paradekørsel

Nairo Quintana vinder dette års Giro d'Italia som den første colombianer nogensinde.

1. juni 2014 23:30

Cykelløbet Giro d'Italia sluttede af med en massespurt søndag eftermiddag i Trieste, hvor sloveneren Luka Mezgec kom først over målstregen.

Det skete til stor jubel for de medrejsende slovenere, der havde taget turen de få kilometer over til den italienske havneby.

Det rykker dog ikke ved, at colombianeren Nairo Quintana vinder løbet samlet med et forspring på 2,58 minutter til landsmanden Rigoberto Uran.

Det er første gang nogensinde, at en rytter fra Colombia - og Sydamerika i det hele taget - slutter øverst på podiet i Giroen.

Indtil da var Luis Herrera, der i 1987 vandt Vuelta a España den eneste colombianer, som havde vundet et af de tre store etapeløb.

Det kunne være blevet til dansk etapesejr søndag, hvis Lars Baks udbrud på etapens sidste kilometer havde fået lov at holde lidt længere.

Sammen med canadieren Svein Tuft tog Bak initiativet på en etape, der som traditionen byder bød på paradekørsel og ikke mange angreb.

De to havde på et tidspunkt et forspring på et lille minut, men med 13 kilometer igen havde sprinterholdene kørt udbruddet ind og gjorde sig klar til den sidste Giro-spurt i denne omgang.

Her var Mezgec fra Giant-Shimano stærkest, mens Nacer Bouhanni fra FDJ kan trøste sig med, at han vinder den røde pointtrøje.

24-årige Nairo Quintana blev nummer to i sidste års Tour de France og var en af favoritterne inden Giro d'Italia, men sygdom og styrt i begyndelsen betød, at han røg langt ned i klassementet.

En kontroversiel sejr på løbets kongeetape, hvor han i modsætning til flere af konkurrenterne ikke fulgte forbuddet mod at angribe på nedkørslen fra Stelvio-passet, bragte ham imidlertid i spidsen af løbet.

Med en sejr i fredagens bjergenkeltstart understregede den lille klatrer dog, at han også har det, der skal til for at vinde et langt etapeløb.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...