Quintana snupper førertrøjen på kaotisk Giro-etape

Colombianeren udnyttede koks i kommunikationen til at køre fra konkurrenterne i Giro d'Italia.

28. maj 2014 00:16

En colombianer snuppede førertrøjen fra en anden colombianer, da 16. etape af Giro d'Italia tirsdag udfoldede sig på dramatisk vis.

Nairo Quintana fra Movistar-holdet vandt bjergetapen over 139 kilometer, der indeholdt tre hårde stigninger, den sidste op mod målstregen.

Med sejren snupper Nairo Quintana førertrøjen fra landsmanden Rigoberto Uran (Omega Pharma-Quick-Step).

Han blev i lighed med andre af de fremtrædende klassementryttere som Cadel Evans (BMC) sat på nedkørslen efter den anden opstigning.

Her troede mange ryttere angiveligt, arrangørerne havde meddelt, at løbet var neutraliseret på grund af dårligt vejr, der gjorde nedkørslen farlig.

Den besked var tilsyneladende ikke nået ud til alle ryttere, så blandt andre Nairo Quintana benyttede lejligheden til at oparbejde et stort forspring på nedkørslen sammen med en række andre ryttere.

Giro-ledelsen har efterfølgende erkendt, at der er blevet kommunikeret forkert ud, men det er uvist, om det kan eller vil få konsekvenser for nogen.

På den afsluttende stigning forsøgte Giro-vinderen fra 2012, Ryder Hesjedal, som den sidste at følge med Nairo Quintana frem til målstregen, men uden held.

Canadieren sluttede otte sekunder efter etapevinderen.

Nairo Quintana og co. lagde stor afstand til førertrøjen på den sidste stigning, og i mål var Rigoberto Uran 4,11 minutter efter sejrherren, mens Cadel Evans mistede 4,48 minutter.

Tinkoff-Saxo-kaptajnen Rafal Majka kom i mål tre sekunder før Rigoberto Uran, men polakken dumpede ned som nummer fem i den samlede stilling.

Nairo Quintana fører med 1,41 minutter ned til Rigoberto Uran, mens Cadel Evans er nummer tre med et minus på 3,21 minutter.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...