EMNER

Quries første palæstinensiske regering afvises

Ramallah, Vestbredden, tirsdag /ritzau/Reuters Reformvenlige palæstinensere afviser Ahmed Quries oprindelige regering og kræver, at sammensætningen repræsenterer et klart brud med Arafat-æraen. Den trængte palæstinensiske premierminister, Ahmed Qurie, måtte tirsdag opgive den oprindelige sammensætning af sin regering. Han bøjede sig således for pres om at bryde klart med den tidligere palæstinensiske leder Yasser Arafats æra. Qurie genovervejede regeringen efter modstand fra reformvenlige kræfter i Fatah-bevægelsen, som er den politiske hovedstrømning blandt palæstinenserne. Kilder siger, at også den reformvenlige palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har været fortaler for, at Qurie skulle lægge afstand til Arafats tid, som var plaget af korruption og dårlig ledelse. Abbas vil gerne have de bedste betingelser for at komme videre med fredsprocessen med israelerne, der var afbrudt i de sidste år under Arafat, som døde i november i fjor. Parlamentarikere og Fatah-repræsentanter siger, at den nye regering formentlig vil blive præsenteret onsdag. Regeringen kommer overvejende til at bestå af teknokrater, hvortil kommer to ministre, som er hentet fra parlamentet. Reformvenlige parlamentsmedlemmer fra Fatah havde truet med at foreslå en mistillidsafstemning, medmindre Qurie ændrede på regeringen, og han risikerede dermed at blive afsat. - Fatah er mindre disciplineret end før, men det er sådan, at det er meningen, at parlamentet skal fungere i et demokrati, siger Nabil Amr til det franske nyhedsbureau AFP. Han er allieret med Abbas og var udset til informationsminister i Quries oprindelige regering. - Jeg mener, at parlamentet ikke skal være under det etableredes kontrol, tilføjer Amr. Foruden de reformvenlige teknokrater vil den nye Qurie-regering stadig indeholde flere gamle Arafat-folk, heriblandt Nabil Shaath, som er udset til vicepremierminister, og Saeb Erekat, som skal være cheftalsmand. Udsigten til fred er forbedret, efter at Mahmoud Abbas efterfulgte Arafat ved at love ikke-vold og overtale militante palæstinensiske grupper til en faktisk våbenhvile. - Jeg håber, at han vil udnytte muligheden, sagde den amerikanske præsident, George W. Bush, tirsdag i en tale i Bruxelles med henvisning til Abbas. Bush-regeringen nægtede at betragte Arafat som en troværdig forhandlingspartner. Mange udenrigsministre samles den 1. marts i London til et møde, der har til formål at udarbejde en plan om økonomisk bistand, som skal være en opmuntring for palæstinenserne. Israel kom med en gestus til Abbas mandag, da det løslod 500 palæstinensiske fanger. Det er det største antal løsladte på én gang i næsten 10 år. Men der blev lagt en dæmper på begejstringen efter palæstinensiske krav om en endnu større fangeløsladelse, der skal sætte Abbas i stand til at overtale de militante grupper til også formelt at acceptere den våbenhvile, som den palæstinensiske præsident gav løfte om på et topmøde med den israelske premierminister, Ariel Sharon, tidligere på måneden. Israel har stadig 8000 palæstinensiske fanger og har foreløbig bebudet at ville løslade yderligere 400, efter at Israel og palæstinenserne på et fælles møde får udarbejdet en endelig liste over, hvem der i første række skal sættes på fri fod. /ritzau/Reuters