Pension

R-E-S-P-E-C-T

FILM "Ali G Indahouse" De sorte flueøjne-briller. Den røde tætsiddende hue og det gule, posede træningssæt. Den tykke guldkæde om halsen og de glimtende ringe på fingrene. Sådan kender vi ham: Ali G. Gangsteren fra Staines. Med det sorte skæg barberet med geometrisk nøjagtighed, og fingertegnene siddende ligeså løst som tøjet og de sexfixerede replikker. Og nu er han tilbage "in da house" og hoppet op på det store lærred for at gøre verden til et bedre sted. Et sted hvor børnene lærer at regne ud, hvor meget 100 gram skal koste. Og hvor asylansøgernes adgangsbillet er de rigtige talje- og brystmål. Og instruktøren Mark Mylod slipper sammen med den engelske kultfigur Ali G faktisk rigtig godt fra at omsætte de kontroversielle tv-idéer og sketches til film. Ikke i kraft af en dyb og meningsfuld historie, men med en perlekæde af absurde situationer der må få selv den strammeste vintermund til at løsne op for de frosne smilebånd. Ali G bruger sin tid på at hænge ud med sine hvide "niggers" med de sorte manerer i slænget fra Westside i den engelske by Staines. Udover de daglige biljagter med den rivaliserende bande fra Eastside går tiden med at ryge fede, holde foredrag om stoffer for drengene i det lokale ungdomshus og drømme om chokoladebrune superbabes. Men da ungdomshuset bliver lukningstruet, går Ali G til kamp for retfærdigheden og de nære værdier. Inden han når at sige "booma shaka", finder han sig selv indrullet i et storpolitiske spil og vinder til sin egen store overraskelse stor popularitet som den unge generations stemme. Så stor at han snart befinder sig blandt de talende jakkesæt i parlamentet. Og så er der lagt op til en kollision med det konservative England. Historien er banal. Humoren er til pik og patter, men går man med på præmissen og lukker ned for sit jeg-kan-kun-lide-sofistikeret-humor hjernecenter, er det hylende morsomt. Ali G (Sacha Baron Cohen) er ikke nogen stor skuespiller, og det behøver han heller ikke at være. For han ER Ali G. Mester i at tage pis på sig selv, hip-hop kulturen, de unge ...ja hele samfundet. Han udfordrer og provokerer det etablerede og gør det med den selvironi, der gør, at det bliver sjovt, selvom det er gudsjammerligt plat. Med sin kiksede gangsta-style rammer han plet i en ungdomskultur, der tager sig selv alt for alvorligt. Det er helt sikkert en film, hvor drengerøvene vil grine højest og længst. Og der vil blive lavet mangen et fingertegn og sagt "keep it real", før Ali G er forsvundet fra gymnasiernes hitliste. Men lur mig om ikke også pigerne hopper med. Det bør de i hvert fald. For humor har intet køn. Og han er faktisk ret sjov ham Ali G. R-E-S-P-E-C-T. Maj Bjerring Sørensenmaj.bjerring.soerensen@nordjyske.dk "Ali G Indahouse" Instruktør: Mark Mylod, USA 2002, 87 min. Tilladt for alle, Danmarkspremiere