Ældreforhold

R og NA strides om efterløn

KØBENHAVN:Det kan være svært for vælgerne at skelne mellem Ny Alliance og Det Radikale Venstre. Men Ny Alliances Leif Mikkelsen gjorde torsdag et forsøg på at markere en forskel mellem de to partier under Folketingets finanslovdebat. Ny Alliance har foreslået, at velstillede danskere i stigende grad selv betaler for at komme på efterløn. Det skal styrke finansieringen af efterlønnen og få færre til at gå på efterløn. I den forbindelse ønskede Leif Mikkelsen at konfrontere De Radikale med NA’s efterlønsudspil. Men R er bundet af et politisk forlig om efterlønnen, så forsøget gav ikke pote hos finansordfører Morten Helveg Petersen. - Leif Mikkelsen skal se langt efter et forlig med Det Radikale Venstre, sagde Morten Helveg Petersen fra talerstolen i Folketinget. Det fik den tidligere Venstre-mand Leif Mikkelsen til at drage en noget firkantet konklusion. - Så kan jeg konstatere, at De Radikale går ind for efterlønnen, sagde han. Men det var ikke en udlægning, som Helveg Petersen kunne skrive under på./ritzau/