Gymnasiale uddannelser

R: Patetiske konservative

KØBENHAVN:De Radikale anklager nu de Konservative for at skrabe bunden i den såkaldte værdidebat. Anklagen skyldes, at det er kommet frem, at regeringspartiets kamp for et forbud mod bederum på landets gymnasier er en kamp mod en rent hypotetisk modstander. I hvert fald kender hverken Gymnasieskolernes Rektorforening eller landets mest indvandrertunge gymnasier ikke til sådanne bederum. Det Radikale Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Marianne Jelved, kalder derfor forslaget for "patetisk symbolpolitik", som ikke klæder et regeringsparti midt i en historisk svær økonomisk krise. - Jeg er meget forbavset over, at et regeringsparti som de Konservative kommer med ligegyldige småforslag om at forbyde et meget lille antal burkaer og bederum, som ikke er der. Vi står midt i en økonomisk krise, hvor danskere mister deres arbejde, hvor økonomien er historisk dårlig, og hvor regeringen igen lader Danmark gældsætte sig. De Konservatives forslag er symbolpolitik, når det er allerværst, og jeg synes ærlig talt, det er at gøre grin med de danskere, der kæmper mod stigende arbejdsløshed og med at få økonomien til at slå til, siger Marianne Jelved. - At foreslå at forbyde bederum, som ikke eksisterer, er simpelthen så latterligt, at jeg sjældent har hørt noget så patetisk. Og det bliver kun værre, fordi Lene Espersen igen og igen taler om frihed og tillid til de offentligt ansatte. - Hvis de Konservative virkelig stod ved det budskab, burde de undlade at blande sig i, om der skal være bederum på gymnasierne. - Hav dog tillid til, at rektorerne selv kan klare den slags spørgsmål, hvis de opstår. Det kan de godt, siger den radikale integrationsordfører./ritzau/