Rå bander søges

Syngende og dansende unge søges til West Side Story

Allan Vinding Sørensen,
Hjørring Sommerspil søger aktører til opsætning af West Side Story. Arkivfoto
Teater 4. november 2011 08:53

Hjørring Sommerspil søger unge bandemedlemmer! Af den syngende og dansende slags, vel at mærke. Hjørring Sommerspil opfører til sommer Leonard Bernsteins verdensberømte moderne musical West Side Story. Her skal man blandt andet bruge medlemmer til de to bander The Jets og The Sharks, som dyster i den moderne Romeo og Julie forestilling. Bandemedlemmer er 15-30 år - både drenge og piger. Sommerspillet skal bruge to gange 15 unge til banderne; I West Side Story får de chancen for at udleve deres indre X-faktor. Instruktør er ingen ringere end den erfarne teatermand Helge Reinhardt. - De fleste har vel en skuespiller i sig, men de skal også kunne lide rytmisk musik og kunne bevæge sig og danse. Gerne med erfaring fra amatørteater, siger Helge Reinhardt. Det bliver krævende, men Helge Reinhardt beroliger eventuelle interesserede: de har et halvt år til at øve sig på sang og dans under kyndig vejledning af professionelle. - De får decideret undervisning hos os. Jeg har tidligere sat Jesus Christ Superstar op, så jeg ved af erfaring, at det kan lade sig gøre at lære det, siger Helge Reinhardt. - Og husk! Man skal ikke synge arier! Det er pop og rock. Skuespillerne er i jeans og amerikansk 60'er tøj og går til proms. West Side Story er den bedste musical i verden. Foruden de unge bandemedlemmer skal der bruges en række andre aktører i alle aldre. Seneste tilmelding til audition er egentlig i dag, men sommerspillet strækker gerne fristen nogle dage. Tilmeldingstelefonnumre findes på Hjørring Sommerspils hjemmeside, hvor man også kan finde yderligere oplysning om, hvad man skal danse og synge til auditionen, som finder sted 26. og 27. november i Skolegade 4.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...