Rå biler er mit levebrød

Mr. Demon - Lars Vodstrup Pedersen - forvandler standardbiler til yderst potente vogne

Michael Christiansen
DEMON ICE hedder firmaet, der med Lars Vodstrup Pedersen ved roret har etableret sig i lejede værkstedslokaler i Hjortdal. Bilen er hans Toyota Celica 1,6 GTI årgang 1990, der med ekstraudstyr for 400.000 kroner får folk til at vende sig efter bilen. Motoren yder 180 hk.
Biler 1. september 2008 06:00

Tænk - jeg har gjort min hobby til min levevej. 36 årige Lars Vodstrup Pedersen er hoppet fra et liv som byggemarkedschef i store landsdækkende butikker til en tilværelse som selvstændig indenfor styling af standardbiler, så de ender som meget potente biler. For ham og hans mange kunder fra hele landet er det ikke unormalt at købe en brugt bil til et par hundrede tusinder for senere at ofre op mod 400.000 kroner for at ende med en bil, der ikke findes magen til hverken her i landet eller i udlandet. De mange ekstra penge går til supplerende udstyr og især arbejdsløn, for det tager normalt op mod et halvt år fra bilen triller ind på værkstedet, til den afleveres til kunden igen. - Jeg bygger bilen til den enkelte kunde. Ofte er beslutningsprocessen lang, for der skal tages stilling til rigtig mange ting. Alt drøftes med kunden, som ofte har mig i telefonrøret et par gange om ugen under forløbet. Det er kundens sjæl, der skal afspejles i den færdige bil. - Hos mig er Janteloven sat ud af kraft. Det er mit øverste mål, at den enkelte kunde skal være glad, når han henter sin bil. - Alle biler leveret fra mig skal være drømmebiler. Lars Vodstrup Pedersen har stylet biler i mange år og har fået tilnavnet Mr. Demon. Det nye firma har derfor helt naturlig fået navnet Demon ICE. Foreløbig er der ikke plads på værkstedet inden juli 2009 til de store opgaver. - Mindre opgaver som eksempelvis montering af skørter, større stereoanlæg og lignende kan jeg endnu finde plads til i kalenderen. Demon ICE markerer åbningen med reception i og ved værkstedet i Hjordal lørdag 6. september, hvor forpladsen vil blive fyldt med mange lækre og stærkt potente biler.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...