Danmark

Rå hyldebær gjorde konferencegæster syge

Flere gæster ved en konference i København blev torsdag syge efter at have fået smoothie med rå hyldebær.

Rå hyldebær gjorde konferencegæster syge

Otte gæster kastede op og fik voldsom diaré torsdag i sidste uge på et konferencecenter et sted i Københavnsområdet.

Ved halv nitiden blev der serveret morgenmad, som blandt andet bestod af smoothie, for op mod 60 konferencedeltagerne.

Smoothien var lavet af blendet rå hyldebær blandet op med yoghurt, appelsinsaft, sukker og kernemælk.

- Allerede en time senere, da de går ind til det første møde, er der otte personer, hvor det står ud af begge ender, fortæller udbrudskoordinator Morten Lisby fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Personalet i køkkenet fik hurtigt mistanke til deres smoothies. Da de tjekkede på nettet, så de, at rå hyldebær er giftige.

- Men da var helvedet løs. Hyldebær indeholder giftstoffet lektin. Kort tid efter, man har spist det, får man både opkast, diaré, mavekramper og kvalme.

- Det kommer som et lyn fra en klar himmel, og det varer tre til fire timer, fortæller Morten Lisby.

Hvis man bruger hyldebær til madlavning eller saft, skal man altid først koge dem i mindst 15 minutter til de er helt møre. Så er giften forsvundet.

Tidligere forekom der ifølge Morten Lisby aldrig sygdomstilfælde på grund af Hyldebær. Det er et nyt fænomen, som er kommet sammen med udbredelsen af Smoothie.

For tre år siden blev 30 mennesker syge, efter at have spist rå hyldebær i en kantine. Og sidste år var der et udbrud, hvor 25 blev syge.

Fødevareministeriet udsendte sidste år en advarsel mod rå hyldebær, men det er tilsyneladende stadig ikke alle, der har lagt mærke til det.

- Det er en relativ ny viden, men vi har flashet det og sendt pressemeddelelser ud, så i det mindste burde professionelle køkkener vide det nu, men de private skal også advares, siger Morten Lisby.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.