Musik

Rå lyd og rockdrømme

Rolling Stone-journalisten David Fricke var den mest ombejlede stjerne på årets Spot-festival, hvor store og små orkestre kappedes om opmærksomheden

ÅRHUS:Guitarerne emmer om kap med ambitionerne, og kampen om opmærksomheden er knivskarp. På den forgangne weekends to-dages udsolgte Spot09-festival i Århus skal knap 70 overvejende danske orkestre spille for ikke kun 2000 betalende gæster, men også for 500 akkrediterede branchefolk fra hele verden. Midt på den varme festivalplads kan man høre tonerne lokke lystigt fra flere sider. Fra de små orkestre, der håber på at bare blive opdaget, fra de lidt større, der måske har udgivet en enkelt plade, men gerne vil nå videre ud i landet og de større, mere etablerede navne som gerne vil katapulteres ud i verden. Og alle ved, at chancen for et eventyr er der: Sidste år vendte rockjournalisten David Fricke fra det legendariske musikmagasin Rolling Stone op og ned på dansk musikeksport, da han i sit blad skamroste The Raveonettes i en grad, der var med til skaffe det danske orkester en millionkontrakt i USA på Columbia Records. Det har gjort David Fricke til det hotteste navn på musikfestivalen; det er ham, der står øverst på ønskesedlen hos både presse og bands. Den lange, denimklædte mand med Mick Jagger-hår anno 1965 er venligheden selv og lover troligt at lytte på alle de demo-cder, han konstant får stukket i hånden af håbefulde kunstnere. På størrelsen af hans plasticpose må en rimelig antagelse være, at det får han stensikkert timer til at gå med, når han engang får tid. Hvis han altså ikke bliver stoppet med overvægt i bagagen, når turen går hjem til New York. Selv synes, han at al opmærksomheden er lidt pinlig. - Jeg er jo bare en almindelig journalist, som kan lide at lytte til musik. Allerhelst vil jeg gerne være ham, der står bagest i lokalet og bare lytter, siger David Fricke, der har også har kastet sin kærlighed på århusianske Under Byen – uden at det dog endnu har ført til guldrandede kontrakter. David Fricke er begejstret for skandinavisk musik. - Jeg føler mig som et barn i en slikbutik, når jeg er her. Der er masser af god musik her, som aldrig kommer til USA på grund af businessting. Jeg kommer her for at få noget, jeg ikke kan få andre steder, you know, siger David Fricke. Alpint i Aalborg I en skurvogn bag den store scene i sidder 24-årige Peter Boesen i sit svedgennemblødte hvide tøj. Som forsanger i orkestret The Alpine fra Aalborg har han netop leveret en kraftfuld og energisk præstation i et knap tre kvarter langt show. - Vi er sindssygt glade for at have fået et wild card til at komme med her. Det betyder ufatteligt meget. Det er er jo branchefestivalen, siger Peter Boesen med tryk på sidste stavelse. Bandet ser Spot 09 som en stor chance for at få opmærksomhed og for at prøve sig selv af. - Allerede nu har vi jo lært en masse af det her. Vi har lige fået bevist, at vi kan levere det, skal kunne ved sådan et stort show. Det er fantastisk at få bekræftet, at man kan det. Det skulle der gerne være mere af i fremtiden, siger Peter Boesen. Han bliver afbrudt af keyboardspilleren, der har lovet at skaffe en autograf til et par håbefulde fans. Peter Boesen skriver løs og lægger ikke skjul på ambitionerne. - Jamen, vi har da de samme ambitioner som et hvert andet seriøst band. Vi slider og slæber, for vi vil helt op. I princippet vil vi gerne det hele, og jeg tror faktisk på, at vi kan nå det, siger Peter Boesen, der mener, at der skal lige dele slid, talent og tilfældigheder til, før det kan blive til noget. Hele orkestret spiller i hvidt tøj fra sko til tørklæde – en bevidst imageting, der kom til efter en koncert i Sverige. - Deroppe går de næsten ligeså meget op i imagedelen som i musikken. Før i tiden var vi et jeans-band, men vi følte virkelig, at vi skilte os ud, da vi var i Sverige. Derfor, siger Peter Boesen, mens han piller sit snehvide slips af. Ud over at pleje drømmene, så kan Spot-festivalen også bruges til noget helt konkret for The Alpine. - Vi vil utrolig gerne ud at spille, men mange spillesteder vil ikke hyre orkestre, før de har set dem live. Hvordan fanden gør man så det, når man ikke kan komme ud at spille? Alene derfor er det fantastisk at være her, forklarer Peter Boesen, mens de andre bandmedlemmer bærer gearet ned fra scenen. The Alpine håber på en snarlig kontrakt eller bare seriøs kontakt til et pladeselskab, men selv om den ikke kommer lige med det samme, har Peter Boesen ikke tænkt sig at give op. - Det er målet at leve af at spille musik, og jeg bliver ved i årevis. Men hvis der ikke er sket noget, når jeg bliver 45-50… så drosler jeg nok ned, konstaterer Peter Boesen Rytmisk køkken I festivalens restaurant spiller kokkene løs på alle ingredienser. Gryder, låg, tomatdåser bankes ned, krydderierne rystes som maracas og en blender med wauwau-pedal vrides hårdt, mens truppen danser og serverer sandwich med navne som Funky Laks og Okse Beat. Uden for kan man købe både pop og rock korn. Det kan ikke mærkes, at musikindustrien i Danmark er i krise og lider af dårligt pladesalg. På ikke mindre end fem scener spilles unge talentfulde kunstnere inden for pop, rock, electronica, samt noget der af og til kunne minde om jazz. Til at lokke de betalende gæster til, er større navne som Kashmir, Swan Lee og sågar Sort Sol hevet ind, og mens det sagtens kan argumenteres, at Kashmir og Swan Lee stadig er en slags friske talenter, så er det svært at se det mere end 20 år gamle punkorkester som andet end trækplaster, når nu festivalens formål om at sætte fokus på ny rytmisk musik. Men selv Sort Sol håber måske at dupere David Fricke. Festivalgæsterne ser ud som om de er ligeglade med kriserne i en branche, hvor kunstnerne skælder ud på pladeselskaberne, der skælder ud på radioen, der siger, at de bare spiller det, folk vil høre. For på trods af, at branchen skranter, så er det som om, at kvalitetsmusikken igen er på vej frem til fordel for industriprodukterne, selv om det ikke kan ses i salgstallene. Kaizere af Norge Et af de mere etablerede navne på festivalen er norske Kaizers Orchestra, med Janove Ottesen i spidsen. Bandet har solgt 100.000 af den første plade "Ompa til du dör", mens opfølgeren "Evig Pint" har solgt over 50.000 på de første tre måneder. Tallene i Danmark ligger på henholdsvis 10.000 og 3.000, og det er Janove Ottesen rigeligt tilfreds med. - Vi vil gerne kunne sælger plader i Norge, Sverige og Danmark, men ellers er ambitionen 2.000-3.000 plader i de andre europæiske lande. Man kan ikke af at sælge plader, men man kan leve af at være et fedt liveorkester, mener Janove Ottesen, der netop har en større Europaturné foran sig. Forsangeren er glad for at være hentet til Spot 09, der også for ham har fået et konkret udbytte. - Vi er glade for at være et af hovednavnene, og vi har aldrig haft så meget opmærksomhed fra pressen som nu, fortæller han. Også nordmanden føler, at det er fremgangstider for den seriøse musik, og han har også et konkret bud på, hvorfor, kvaliteten pibler frem – ikke bare i Danmark, men også i Norge. - Alle har altid gerne villet være fodboldspillere eller rockstjerner, og det er ikke bare let at købe en guitar. Det er også let at få en plade ud, fordi studier er blevet så tilgængelige. Teknikken koster ikke særlig meget, så man kan selv bygge et studie i en kælder, siger Janove Ottesen. - Hvor der for fem år siden var 50 studier i Norge, så er der måske 50.000 nu. Det betyder, at du kan indspille din egen plade, og da det er ligeså nemt at starte et uafhængigt pladeselskab, kan du nærmest få en ven til at udgive den, siger forsangeren. Det nye musikmarked har eksempelvis fået pladeselskabet Universal i Norge til at etablere en underafdeling, der ikke skal lave andet end at samarbejde med de små selskaber, fortæller Janove Ottesen. Tro på det Rolling Stone-journalist David Fricke har ingen lovord til de store pladeselskaber. - Faktisk har jeg svært ved at bruge betegnelsen "store". De er som oftest en del af multinationale koncerner, og er kun med for at tjene penge. Hvis de udgiver ægte kunst, så er det som regel et tilfælde eller et uheld, siger David Fricke, der roser de små pladeselskabers arbejdsiver. - Det betyder ikke, at al musik, der udgives på de små selskaber er godt. Men de uafhængige får ofte gjort arbejdet, mens de store står stille. Sådan har det altid været, siger David Fricke. Både Peter Boesen fra The Alpine og Janove Ottesen fra Kaizers Orchestra tror og håber på, at kvalitetsmusikken er kommet igen – for denne gang at blive. Og fortsætter musikken med at strømme ud af Skandinavien, som den gør i øjeblikket, David Fricke sikker på, at Danmark kan blive kendt for andet i udlandet Aqua, som han kender "kun alt for godt". Og har man drømmen, så har Rolling Stone-legenden et par gode råd. Han vil hellere se en fattig orginal end en rig klon, fortæller han, mens solen bager ned over Spot-festivalen. - Det basale er: Vær ærlig med det du laver. At prøve at være plastic eller at være en anden bare for at tjene penge holder ikke. Måske kommer du til at tjene penge, men du kommer ikke til at lave, noget vi behøver. Vi skal helst have vores musikere og kunstnere til at bidrage med noget nyt til vores liv. Ikke til at gentage noget, vi allerede har hørt. Det er historien om rock'n'roll i en nøddeskal: Giv dem noget de ikke har i forvejen, formaner David Fricke, der advarer mod at se kommerciel succes som målet. - Man behøver altså ikke komme til USA for at være en succes. Hvis de er glade for det, du laver i dit hjemland eller i din by, så er du allerede en stor succes. Det handler om at komme ud med musikken. At den så måske han komme ud i verden – det er noget andet, siger David Fricke. Men derfor skal man ikke opgive drømmen om at blive et verdensnavn: - Det KAN lade sig gøre – hvis man arbejder hårdt og bliver ved med at tro på det. Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Don't let them tell you anything else!