Råb om hjælp

Flere og flere - især kvinder - udvikler spiseforstyrrelser. På Rigshospitalet i København har man succes med at behandle sygdommen tværfagligt

Tændstiktynde piger, der kanter sig sidelæns ind ad døren, for ikke at støde på dørkarmen. Eller fortæller om turen i biografen, hvor de kigger efter to sæder ved siden af hinanden, helt overbeviste om, at kroppen ikke ville kunne klemmes ned i blot ét. På Rigshospitalet er tynde kvinder, der kanter sig ind ad døren, ikke noget særsyn. Og historien om biografturen med de to sæder en af dem, der fortælles. Hospitalet har nemlig mange års erfaring med at tage sig af og behandle patienter med spiseforstyrrelser, og personalet ved godt, at et af anorektikerens kendetegn er et fuldstændigt forvrænget billede af egen krop. - På et tidspunkt taber anorektikeren fornemmelsen af, hvordan hun ser ud. Vi ved ikke præcis, hvornår det sker, men mange anorektikere har et billede af sig selv, der slet ingen sammenhæng har med den måde, de ser ud på, eller de kilo, de vejer. Når jeg møder dem, har de som regel erkendt, at de har et problem, men motivationen for at tage på er meget svingende, og vægtøgningen er meget angstprovokerende for mange, siger Margarethe Schmid, ledende ergoterapeut på Rigshospitalets Psykiatriske afdeling. Her har man et tæt samarbejde med hospitalets anoreksiklinik, hvor man dels tager sig ambulant af patienter med spiseforstyrrelser - overvejende anoreksi - dels har patienter indlagt. For Margarethe Schmid har spiseforstyrrelser de sidste 25 år været et kerneområde, og når hun i dag tager et vue ud over det seneste kvarte århundrede, er antallet af kvinder, der sulter sig næsten til døde, bestemt ikke blevet mindre. Anoreksi er ikke hverken noget modelune eller en "moderne" sygdom, men opmærksomheden om de - især kvinder - der hver dag udkæmper krige med sig selv om maden, er blevet større. Samfundet ser dem - Generelt er det blevet mere legalt at tale om spiseforstyrrelser. Før i tiden "så" man ikke de her piger. I dag er der en anden ansvarlighed og opmærksomhed, og selv om vi også møder forældre, der ikke reelt anerkender problemet, så er opmærksomheden fra samfundets side blevet større, siger Margarethe Schmid. Når hun får anoreksipatienterne i terapi, er patienterne igennem den første fase af deres indlæggelse. De er begyndt at spise og kender målet og den vægt, de skal op på. Et af anoreksiens karakteristika er - ud over fornægtelsen af problemet og en fuldstændig forvrænget kropsopfattelse - en stærk ambivalens. På den ene side kan anoreksien være et råbe om hjælp: Se mig! På den anden side vil man ikke ses og diagnosticeres. På den ene side erkender man på et tidspunkt problemet og er bevidst om, at man er nødt til at indtage føde, hvis man vil leve. På den anden side er motivationen for at spise svingende og svær at fastholde. - En af mine patienter, som ikke mere er indlagt, fortalte mig en dag, at hver gang hun har drukket en kop te, stiller hun sig i profil foran spejlet og ser, om hun kan se på sin mave, at hun har drukket teen. Vi bruger meget tid på at tale om kroppen, og at den forandrer sig, når vi bevæger os. Nogen gange henter jeg et stykke papir, og så ligger vi på gulvet og tegner omrids af os selv. Så kan de godt se, at der er forskel på dem og mig, og de synes jo ikke, jeg er tyk, når de ser på mig. Men motivationen for at spise og tage på svinger. Fornægtelsen er en del af sygdommen, og anoreksipatienter vil gerne styre og kontrollere selv. Og kan man ikke styre andet i livet, så kan man altid styre sit madindtag, siger Margarethe Schmid. Svigt og tab For nogen patienter er det en øjenåbner den dag, forståelsen for, at man faktisk kan dø af det her, trænger ind. For andre er den bevidsthed hele tiden til stede, men får ikke maden til at glide lettere ned af den grund. En typisk anoreksipatient er en yngre kvinde - men Rigshospitalet ser faktisk ikke så sjældent i dag også kvinder i 30'erne eller ældre. Pigerne eller kvinderne er ofte overdrevent pertentlige eller perfektionistiske, deres menstruation er ophørt, de er ofte stille, nemme og dybt usikre piger fra alle samfundslag, der indimellem også er blevet seksuelt misbrugt. - Svigt og tab forener dem, men årsagerne til, at man udvikler en anoreksi, kan være mange, og vi er ofte tilbage ved hønen og ægget. Er man ked af det, fordi man er syg, eller blev man syg, fordi man var ked af det? I dag ved vi, at både genetik og familiens adfærd kan spille ind. Mange af vores patienter her fortæller om mødre og mormødre, der også altid har været for tynde, siger Margarethe Schmid, der peger på et andet karakteristika, der ofte ender med at præge anorektikeren, nemlig den sociale isolation. Når man gang på gang har undslået sig for at deltage i middagen eller spise madpakken sammen med kollegerne eller kammeraterne, bliver undskyldningerne efterhånden tyndslidte og omgivelserne trætte af at byde ind uden at få noget igen. Men mange anorektikere er verdensmestre i at sno sig, at opfinde nye undskyldninger eller at stikke en løgn. - Det er meget belastende, eller som en af patienterne sagde til mig en dag: "Jeg kan lyve mig fra alt. I opdager det ikke, men det er forfærdeligt stressende". Vi prøver at trænge ind i deres bevidsthed og at hjælpe med at ændre deres adfærd, og når de kommer her, er de begyndt at tage lidt mad til sig. Det er meget skræmmende for de fleste, når de begynder at tage på. Nogen tror, at de eksploderer, eller at de så slet ikke kan styre spisningen. Husk på, at nogle af dem skal tage hele deres kropsvægt på igen, siger Margarethe Schmid, der også sammen med kollegerne lægger stor vægt på at hjælpe patienterne tilbage til et normalt socialt liv. - En del af vores terapi består i at komme ud af isolationen og lære at fungere igen, så derfor forsøger at vi at skabe et trygt miljø med struktur og mødetider og situationer, de vil møde ude i samfundet. Vi forstår deres symptomer, og gennem eksempler viser vi dem, at livet kan være anderledes. Når de er her, er de godt på vej til at blive raske. Vi giver dem mod på at gå ud i samfundet igen, siger Margarethe Schmid.