Råber politikerne op

LÆSERBREV

HØREOMRÅDET: Politikerne skal opprioritere høreområdet. Nu er politikerne ved at starte valgkampen op til regions- og kommunalvalgene den 17. november. Også mange ny kandidater stiller op for at få indflydelse på beslutningerne i vores lokalområde. I Høreforeningen Rebild lokalafdeling har vi derfor skriftligt henvendt os til alle de politikere, der stiller op til valgene, for at få dem til at love, at de vil arbejde for at opprioritere høreområdet. Vi ønsker, at kommunalpolitikerne skal love, at de vil være med til at sikre de hørehæmmede i Rebild kommune den specialundervisning, der er nødvendig for, at man som høreapparatbruger kan få et godt udbytte af sine høreapparater, og at de vil arbejde for, at høreomsorgen ikke bliver splittet i atomer, men at den bliver samlet på centrale steder, som kan være mere effektive og sikre vidensdeling og -spredning. Vi i Høreforeningen ønsker, at regionalpolitikerne skal love, at de vil være med til at sikre de hørehæmmede i Region Nordjylland kortere ventetider på den offentlige høreapparatbehandling. Ventetiderne på forundersøgelse til høreapparat i Region Nordjylland er uacceptabelt høje: 19 uger på Sygehus Thy-Mors, 35 uger på Sygehus Vendsyssel i Hjørring og 52 uger på Aalborg Sygehus. Mange af de borgere, der venter på et høreapparat, er i praksis socialt isolerede, da de ikke kan kommunikere med andre, inden de får deres høreapparat. Dem, der er på arbejdsmarkedet, risikerer, at de ikke kan klare deres job, fordi de ikke kan følge med i samtaler, møder m.v. I Høreforeningen Rebild lokalafdeling forventer vi, at vores opfordring til politikerne resulterer i forbedrede forhold på høreområdet i den kommende valgperiode.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...