Råd advarer præsident

{ KABUL: Afghanistans islamiske råd har bedt Afghanistans præsident, Hamid Karzai, om at forhindre udenlandske hjælpeorganisationer i at forsøge at omvende lokale til kristendommen. Rådet har også krævet, at offentlige henrettelser bliver genindført. Rådet, der er et indflydelsesrigt organ uden autoritet, består af muslimske præster og muslimske lærde fra forskellige dele af Afghanistan. Rådet kom med sine advarsler i en erklæring ved et møde med Karzai fredag. De muslimske lærde har altid spillet en afgørende rolle i Afghanistan og har været bag en række oprør mod tidligere regeringer. Adskillige udenlandske hjælpeorganisationer, der arbejder i Afghanistan, har stærke direkte eller indirekte bånd til kristne organisationer. Men de insisterer på, at de ikke missionerer. /ritzau/Reuters