Lokalpolitik

Råd næsten uden indflydelse

Marian Geller forsøger sig som politiker ved at opstille på Venstres liste til regionsrådet og har gennem flere læserbreve forsøgt at fraråde vælgerne at stemme på Orla Hav (S).

Da hun tilsyneladende ikke aner så meget om de muligheder, regionsrådet får, bruger hun krudtet på Orla Hav, der med sine mange års erfaring i politik er ret bekymret for mulighederne i det nye regionsråd. En bekymring, han deler med mange borgere/vælgere, men også med flere af Gellers politiske ligestillede. Det er derfor underligt, at hun klandrer Hav for hans sunde skepsis, når alle ved, at den leder, Geller ønsker i spidsen for regionen, Niels K. Kirketerp,stort set er enig med Orla Hav. Kirketerp har flere gange udtalt, at han syntes, at den nordjyske region var for lille, at opgaverne var for få, at miljøet skulle forvaltes under reionen, osv. Altså deler han de samme bekymringer som Orla Hav. Han og andre Venstre-politikere har så fået besked på fra det topstyrede parti, at disse bekymringer skulle man holde for sig selv. Alle ved, at Orla Hav er et positivt menneske og en dygtig politiker, og hvis ikke Geller har egne forslag ud over kritik til en fremtidig politik i regionen, var det bedre at indstille skriverierne. Til sidst: Jeg tror ikke, at dette regionsråd får så megen indflydelse, at det er værd at fare ud med usaglige udfald på anderledes tænkende. Da rådet ikke selv får lov at opkræve de nødvendige skatter, bliver man bare underlagt Lars Løkkes tilfældigheder og luner. Det har vi hidtil ikke været heldige med her i Nordjylland. Og selv om han sagde ved beslutningen af "reformen", at alle nu skal betale ens sundhedsskat i hele landet og derfor må forvente ens tilbud, så er der vel ingen nordjyde, der tror på den. Han er og forbliver fortsat sjællænder.