Råd prøvesmagte kølemad

Hjørrings ældreråd havde ved sit sidste møde sat fokus på den kommunale mad til ældre.

Man mødtes nemlig på Centralkøkkenet for at prøvesmage den køleproducerede mad, der tilberedes i Hirtshals. Vi fik mulighed for at smage på mad til en hel uge. Og det smager udmærket, den er varieret og godt tilberedt. Det smager naturligvis ikke helt, som når man laver mad og serverer den med det samme. En fiskefilet kan ikke være sprød, når den har været pakket ned, konstaterer formanden for ældrerådet, Ingrid Andreasen. Medlemmerne fik endvidere en orientering om, hvorfor maden koster det, den gør, nemlig 55 kr. for hovedret med biret. - Der er mange, der siger, at det kan de lave for det halve, men der er jo mere en råvarer i den pris, forklarer Ingrid Andreasen. I prisen er foruden råvarerne personaleomkostninger, transport, udgifter til lokaler samt administration. Alene udbringningen af maden koster 18,21 kr. Ældrerådet tog på mødet en årsrapport om magtanvendelse mod ældre og handicappede til efterretning. - Vi opfordrede til, at man skal fortsætte med at undervise og rådgive medarbejderne, så der kan blive færre tilfælde af magtanvendelse, siger Ingrid Andresen. Det var første møde med Ingrid Andresen som formand. Hun er nemlig netop blevet formand efter, at Harry Andreasen sammen med Erik Borup Madsen forlod ældrerådet. I stedet for de to er indtrådt suppleanterne Grethe M. Christensen fra gamle Hjørring kommune og Myrna E. Pedersen fra den gamle Hirtshals kommune.