Sindal

Råd sætter pris på autoindretning

Hvert år uddeler Sindal Erhvervsråd sin erhvervspris i forbindelse med generalforsamlingen, og hæderen gives til en erhvervsleder eller virksomhed, der påskønnes for en ihærdig indsats til gavn for erhverv og beskæftigelse i Sindal Kommune. Denne gang gik prisen til Calle Hansen, Sindal Autoindretning, som fra stiftelsen af sin virksomhed tilbage i 1965 og til nu har stiftet bekendtskab med de fleste kroge i autobranchen. Dåbsattesten - Det kom bag på mig, men det giver da ny gejst at få sådan et skulderklap, siger Calle Hansen. For næsten fire årtier siden lagde virksomheden ud med opretning af trafikskadede biler, men i dag er forretningsområdet et helt andet: Indretning af handicapbiler, institutionsbusser, taxi og servicevogne - og derfor er navnet også blevet ændret til Sindal Autoindretning. Calle Hansen har i øjeblikket ansat tre svende og kontorpersonale på Parallelvej i Sindal, men da dåbsattesten insisterer på, at han har rundet de 62 år, varer det nok ikke alt for mange år, inden Sindal Autoindretning kommer på nye hænder. - Efterlønsbeviset ligger i skrivebordsskuffen, som han siger.