Danmark

Råddent kød og tarmbakterie: Her er de værste skandaler

Her er en række af fødevareskandaler, der har ramt danskerne i de senere år.

Råddent kød og tarmbakterie: Her er de værste skandaler

Det er ikke småting, de danske forbrugere har lagt tallerkner til i de senere år. Her er nogle af de fødevareskandaler, som har ramt Danmark:

* Polske hindbær skyllet i kloakvand

I maj 2005 er et parti forurenede polske hindbær skyld i mindst fem dødsfald, og at mere end 1000 mennesker bliver syge. Hindbærrene er sandsynligvis blevet vandet med kloakvand i Polen. Hindbærrene bliver brugt rå i en dessert, som blandt andet serveres på Aalborg Sygehus, og giver dermed den ekstremt smitsomme roskildesyge videre.

* Grossist solgte råddent kød

I marts 2006 afslører DR's forbrugermagasin Kontant omfattende salg af fordærvet kød fra firmaet Thulin Kød Engros i Roskilde. Firmaet har solgt tonsvis af råddent kød til spisesteder og fusket med datomærkningen. Ejeren lukker firmaet og melder sig selv til myndighederne efter afsløringen.

Også firmaet Ekko Fisk kommer i søgelyset, efter Kontant afslører, at firmaet har solgt alt for gamle rejer, som desuden indeholdt plastikstykker og ledningsstumper. Ekko Fisk får en bøde på 15.000 kroner.

* Gammel hakkekød i Superbest og gris i lammekødet

I september 2009 afslørede DR's Kontant omfattende snyd med datomærkningen i en række supermarkeder. Ved en stikprøvekontrol i 20 supermarkeder med eget slagteri var der fusket med halvdelen af datomærkningerne. I Kvickly fandt Kontant fisk og kamsteg, der havde fået ny dato, mens der var ommærket kød i otte ud af 12 Superbest butikker. Det Ledelsen i Superbest tog konsekvensen af snyderiet og fyrede efterfølgende syv slagtermestre.

Måneden efter følger historien om, at slagtere i Superbest og Magasins Mad&Vinafdeling har solgt hakket lammekød med svinekød i.

* Udenlandsk kød ommærkes til dansk

I Oktober 2010 afslører B.T. og Kontant, at Vakka Kød i Slagelse systematisk snyder med kødets oprindelse. Danske forbrugere foretrækker dansk kød, og derfor ompakker firmaet kød fra udlandet og sælger det som dansk kød. Sagen ender med en politianmeldelse fra Fødevarekontrollen.

* Tarmbakterie fører til grøntsagsfrygt

I foråret og sommeren 2011 ruller en fødevareskandale i Nordeuropa, da en række mennesker bliver syge i Nordtyskland af den farlige tarmbakterie VTEC efter at have spist på restaurant. I første omgang falder mistanken på spanske agurker, men senere viser det sig, at bakterien sandsynligvis stammer fra egyptiske frø brugt i spireblanding. I alt koster tarmbakterien omkring 50 mennesker livet i Tyskland og Sverige. 25 danskere bliver alvorligt syge. I alt smittes mere end 3800 mennesker i 16 lande.

* Hestekød i okselasagne

Senest har en omfattende skandale om svindel med mærkning af kød ramt de europæiske frysediske. Der er fundet hestekød i oksekødsprodukter i Storbritannien, Irland, Frankrig og Sverige. Der er også solgt frossen lasagne med hestekød i danske butikker. Kødet stammer angiveligt fra Rumænien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst