Rådhus i sparetider

EMNER 15. december 2010 08:15

ØKONOMI: Nu spøger tankerne om et nyt rådhus i Mariagerfjord kommune igen. Denne gang er det de konservatives byrådsmedlem Kim Skaue, der i slutfasen af debatten om skolestrukturen bringer ønsket om et nyt rådhus på banen. Iflg. artikel i NORDJYSKE lørdag 4. december "Sort sogn kan genopstå" giver Kim Skaue bla. udtryk for, at vi skal se på økonomien som en helhed - finde besparelser andre steder som f.eks. en sammenlægning af de nuværende 4 rådhuse til ét stort rådhus, frem for at lukke for eks. Nordre Skole i Hobro. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvilke skoler der skal lukkes og ikke lukkes. Den beslutning skal de folkevalgte politikere træffe på baggrund af forskellige oplæg og beregninger samt de indkomne høringssvar. Jeg vil blot atter engang spørge, om vi har råd til at bygge et nyt rådhus i disse sparetider. Det er ikke længe siden, at der skulle findes besparelser for 30 millioner. I den forbindelse måtte områder som handicap, ældre og skole holde hårdt for. Jeg har efterhånden lært, at man skelner mellem anlægsudgifter og driftsudgifter, men for mange borgere tror jeg ikke, det har den store betydning. For dem er det hele én stor kasse, det skal tages af. Jeg er en af dem, der gerne havde set en skattestigning i 2011, men den kom jo som bekendt ikke. Så et relevant spørgsmål må være - hvis der skal bygges nyt rådhus - hvor skal pengene komme fra - hvilke områder skal sparekniven svinges over for at nå i mål.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...