Lokalpolitik

Rådhus skal i byrådet

Flertal imod undersøgelse - Per Larsen (K) forlanger den i byrådet.

Skal man straks undersøge, hvilke fordele, der er forbundet med at samle kommunens administration på et rådhus - eller kan sagen vente? Arkivfoto: Hans Ravn

Skal man straks undersøge, hvilke fordele, der er forbundet med at samle kommunens administration på et rådhus - eller kan sagen vente? Arkivfoto: Hans Ravn

Skal man straks undersøge, om der er fordele ved at samle kommunens administration på ét rådhus? Eller haster opgaven overhovedet ikke? Et flertal økonomiudvalget siger nej til en undersøgelse, men Per Larsen (K) mener det haster. Han har bedt borgmester Finn Olesen sætte spørgsmålet på dagsrodene til byrådets augustmøde. - Jeg synes, at det er forkert, at man blankt afviser at undersøge sagen, siger Per Larsen, som har opbakning fra sin gruppefælle, Jens Broen. I økonomiudvalget stemte borgmester Finn Olesen (S) og Jørgen Bing (SF) for en undersøgelse, mens Lokallisten og Venstre er imod. - Per Larsen har naturligvis ret til at forlange sagen i byrådet, men jeg synes, at det er et dårligt signal at sende til borgerne, at vi overvejer nyt rådhus, når vi samtidig er nødt til at skære ned på andre områder, siger Lokallistens gruppeformand, Knud Størup. Per Larsen ser det anderledes. Han mener, at det er et spørgsmål om udvise rettidig omhu. Ikke straks at bruge mange penge på et nyt rådhus. - Hvis undersøgelsen viser, at der er fordele ved at samle administrationen, kunne man jo nøjes med at udpege en lokalitet til et nyt rådhus. Desuden kan vi få pengene til at bygge et nyt rådhus ved at sælge de gamle, siger Per Larsen. Han frygter, at centrale lokaliteter tæt på banegården, eksempelvis Gasværksbakken, kan glide byrådet af hænde, hvis man venter med beslutningen. Knud Størup ser ikke problemet. - Det er ikke nødvendigvis et rådhus, som har førsteprioritet til de centrale pladser i byen. Desuden har vi lejet lokaler i Nestlé i 30 år og lokaler på Codanhus i 20 år. Vi har også lokaler i de tidlige rådhuse, siger Knud Størup. - Der er ingen grund til at bruge tid og kræfter på dette spørgsmål i den nuværende situation. Knud Størup vurderer, at både Lokallisten og Venstre står bag det synspunkt.